Lars Løkke bakker op om lovforslag mod Lars Løkke-finten

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Moderaterne mener stadig ikke, at det vil være strafbart at tilbyde penge på den måde, som Lars Løkke gjorde.

Moderaterne bakker op om et lovforslag, der skal gøre det ulovligt at forsøge at købe folketingsmandater.

Det siger gruppeformand Morten E.G. Brautsch onsdag til Ekstra Bladet, efter at der tidligere på dagen har været et møde i Udvalget for Forretningsordenen i Folketinget.

– Vi har ikke noget problem med at forbyde mandatkøb.

– Men vi har hele tiden sagt, at der er en række situationer, hvor det kan være helt anerkendelsesværdigt, at man går ud og tager et job i det private eller bliver udnævnt som ambassadør, siger Morten E.G. Brautsch til Ekstra Bladet.

Moderaternes udmelding kommer, efter at der tegner sig et politisk flertal for lovforslaget.

Lovforslaget er en direkte udløber af sagen, hvor Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen i 2023 tilbød daværende folketingsmedlem for Moderaterne Mike Fonseca 370.000 kroner for at forlade Folketinget.

Mødet fandt sted, efter at Fonseca havde fortalt partiet, at han var blevet kæreste med en pige på 15 år. Fonseca skulle – mod at få pengene – ifølge partiets ønske give sit mandat videre til sin suppleant fra Moderaterne i stedet for at blive i Folketinget som løsgænger.

Men Fonseca valgte at blive som løsgænger og blev ekskluderet af partiet. Løkkes ord blev optaget af Fonseca, og senere kunne Frihedsbrevet fortælle historien med en lydoptagelse.

Lars Løkke Rasmussen har gentagne gange afvist, at han forsøgte at bestikke Mike Fonseca til at opgive sit folketingsmandat. Men fremgangsmåden mødte voldsom kritik fra mange andre partier i Folketinget.

Morten E.G. Brautsch oplyser til Ekstra Bladet, at Moderaterne ikke mener, at Lars Løkke Rasmussens pengetilbud til Mike Fonseca vil være strafbart efter den kommende lovgivning.

– Jeg mener ikke, at det der med Mike Fonseca er strafbart ifølge det, der står her, siger han.

Ifølge Morten E.G. Brautsch vil lovforslaget blandt andet gøre det muligt, at et parti kan tilbyde penge til et folketingsmedlem, som på grund af sygdom eller lignende vælger at nedlægge sit mandat, skriver Ekstra Bladet.

Lovbemærkningerne, som Ekstra Bladet har læst, nævner, at et parti kan hjælpe et medlem med et behandlings- eller genoptræningsforløb.

Samtidig står der dog også, at økonomisk hjælp ikke må blive ydet for at påvirke et folketingsmedlem til at nedlægge sit mandat eller søge orlov.

RITZAU

Annonce
Annonce
Annonce