Efter et drab på en udenlandsk kvinde ved landsbyen Gjern fremstilles den anholdte kvinde klokken 12 i et retsmøde i Herning.
Den dræbte var 42 år og fra udlandet. Politiet forsøger at underrette de pårørende, oplyser vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi tirsdag morgen.
Forbrydelsen blev anmeldt til politiet mandag sidst på formiddagen. En kvinde var fundet med flere knivstik på en adresse ved Gjern. Hun døde trods forsøg på førstehjælp.
Der bliver drevet bordel fra den ejendom, hvor drabet skete, skriver eb.dk.
Om aftenen, klokken 19.50, blev en mistænkt anholdt. Det er en kvinde på 29 år. Anholdelsen skete i landsbyen Bøvlingbjerg, cirka 15 kilometer syd for Lemvig.
I Herning skal en dommer tirsdag afgøre, om der er en begrundet mistanke mod den anholdte, og om der er grundlag for varetægtsfængsling.
Umiddelbart har politiet ikke frigivet oplysninger om relationen mellem de to kvinder.
Under efterforskningen har en grå Opel Corsa årgang 2004 spillet en rolle. Politiet har bedt borgere om at henvende sig, hvis de i tidsrummet fra mandag formiddag til mandag aften så bilen i Midt- og Vestjylland. For eksempel hvis den kørte hasarderet eller var parkeret på en mærkværdig måde.