På trods af plagiatsagen får Katherine Diez nu en fornem dommerrolle. ‘Hun er et begavet og positivt menneske,’ begrunder redaktøren.
I begyndelsen af sidste år kom influencer og klummeskribent Katherine Diez i modvind, efter at hun blev afsløret i at stjæle og plagiere flere tekststykker fra andre i sine anmeldelser og klummer.
Gennem hele plagiatsagen havde hun været i flyverskjul, mens flere samarbejdspartnere trak sig som følge af den omfattende sag.
Men nu lader det til, at hun langsomt er ved at genvinde sin position.
Katherine Diez har i hvert fald sikret sig et fornemt job som jurymedlem ved årets Mofibo Awards. Her får hun selskab af Thomas Rydahl og Anne-Grethe Bjarup Riis, og sammen skal trioen afgøre, hvem der har skrevet årets roman.
Det fremgår af Mofibos hjemmeside.
Ifølge Mofibo-redaktør Marie Nørgaard er valget naturligt faldet på Katherine Diez, da hun besidder ‘en stor viden og passion for litteratur’.
Det skriver redaktøren i en mail til Ekstra Bladet.
‘Katherine Diez har en stor viden om og passion for litteratur. Hun har skrevet, og i øvrigt selv indlæst, én af de mest streamede lydbøger i 2024. Og så er hun et begavet og positivt menneske’, skriver Marie Nørgaard i mailen.
Derudover lægger redaktøren vægt på, at Mofibo ingen overvejelser har gjort sig om valget af influenceren i forhold til plagiatsagen.
‘Ingen. Katherine Diez har bekendt sine plagiatsynder og lagt dem bag sig, så vi mener ikke der er grund til at sige mere om den sag. Vi er glade for at have hende som jurymedlem på lige fod med Thomas Rydahl og Anne-Grethe Bjarup Riis i Roman-kategorien,’ svarer redaktøren adspurgt til deres overvejelser.
Mofibo Awards er en årlig prisuddeling, der hylder de bedste lydbøger og e-bøger i forskellige kategorier. Prisen uddeles af Mofibo, en af Danmarks største streamingtjenester for bøger.
Ved Mofibo Awards stemmer både læsere og en fagjury om, hvilke bøger og forfattere der skal vinde. Prisen har til formål at fremhæve og anerkende kvalitet inden for litteratur og lydbogsproduktion.