Kort før kl. 04:00 natten til lørdag blev brandvæsenet kaldt ud til melding om flammer fra en bygning på Skudehavnsvej i Aalborg.
Ved ankomsten konstaterede brandfolkene, at der var ild i, hvad der lignede et klubhus tæt på Skudehavnen.
Brandvæsenet fik hurtigt ilden under kontrol.
Skadernes omfang er endnu ukendt.
Politiet er også til stede på stedet med blandt andet en indsatsleder, en hundepatrulje og en almindelig patruljevogn.
Efterforskning på stedet er i gang for at fastslå brandårsagen, men der er endnu ikke meldt om mistanke om ildspåsættelse.
Ingen personer er kommet til skade ved branden.