Siden 2019 har markedet været afholdt i Ballerup, men nu vender det altså tilbage til sin oprindelige hjemstavn.
Efter flere år i Ballerup flytter ‘Københavns Historiske Marked’ nu tilbage til Valbyparken i Københavns Sydhavn.
Dermed bliver historiske kampscener, levende håndværk og autentisk markedsstemning endnu engang levendegjort i Københavns næststørste park.
Det skriver Københavns Historiske Marked i en pressemeddelelse.
Beslutningen om at vende tilbage til Valbyparken er drevet af et ønske om at styrke markedet og skabe de bedst mulige rammer for den oplevelse, der hvert år samler tusindvis af gæster, lyder det i pressemeddelelsen.
Blot 800 mennesker
Markedet blev afholdt første gange i 2007 i netop Valbyparken. Her var der dog blot omtrent 800 besøgende.
Siden er markedet vokset gevaldigt, og i dag indeholder det både en afdeling med vikinger og en med liverollespil og fantasy.
Desuden findes flere madboder, mange handlende og forskellige opvisninger i sværdkamp, gøgl og ridderturneringer.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Hvert år får markedet besøg af et bredt publikum – alt fra familier og historieinteresserede til entusiaster inden for middelalder- og vikingekultur.
Med oplevelser, der spænder fra dramatiske ridderturneringer og autentiske håndværksboder til musik, mad og historiefortælling, er markedet et sted, hvor gæster i alle aldre kan fordybe sig i fortidens verden.
‘Københavns Historiske Marked’ finder sted fra den 6. til den 9. juni 2025 i Valbyparken.
Presse-fotos.dk dækkede Københavns historiske marked sidste år i Ballerup, hvor byen trådte ind i en svunden tidsalder med ridderturneringer og vikingeshows.
Se billederne nedenfor:




