Haderslev Katedralskole kommer i fremtiden til at have fokus på Forsvaret med en ny studielinje.
En helt ny studielinje kommer til at se dagens lys på Haderslev Katedralskole. Her vil der være særlig fokus på Forsvaret.
Det er Forsvaret, Haderslev Kommune og Haderslev Katedralskole, der udgør den trebenede taburet, som i fællesskabet skal bane vejen for forsvarslinjen.
(Artiklen fortsætter under billedet)
![](https://presse-fotos.dk/wp-content/uploads/2025/02/image-1021.png)
Det sker i kølvandet på, at forsvarsminister Troels Lund Poulsen tidligere på ugen sendte et brev til borgmesteren i Haderslev Kommune.
Her informerede den danske vicestatsminister om, at han havde bedt Forsvarskommandoen om at starte en dialog med kommunen og katedralskolen.
Det oplyser Haderslev Kommune i en pressemeddelelse.
Formålet med den dialog er netop at oprette en studielinje med fokus på Forsvaret.
‘Jeg er utroligt glad for, at ministeren har taget positivt imod vores henvendelse om at oprette en forsvarslinje på Haderslev Katedralskole. I Haderslev Kommune er vi hjemsted for en stor del af Forsvarets arbejdspladser. Vi ser det som en helt naturlig del af vores opgave at være med til at udbrede interessen og kendskabet til Forsvaret i Danmark,’ siger borgmester i Haderslev Kommune, Mads Skau.
Ruth Funder, der er rektor på Haderslev Katedralskole, glæder sig til det samarbejde, der allerede er påbegyndt. Hun er nemlig allerede i kontakt med Forsvarskommandoen og er i gang med at sætte det første møde op.
‘Jeg ser utroligt meget frem til samarbejdet, som vil komme til at styrke de unges muligheder lokalt. Vi er en forsvarskommune, og nu sætter vi de forskellige fag i spil i forhold til den virkelighed, der foregår lige uden for døren. De unge vil i højere grad end tidligere skulle forholde sig til Forsvaret som en del af samfundet, og det er helt naturligt, at vi tager del i den udvikling i gymnasiet,’ siger hun.
Samarbejdet kommer, ifølge borgmester Mads Skau, også til at vise de lokale unge, at der er en anden type karrierevej at gå.
‘Forsvaret står over for en stor rekrutteringsopgave de kommende år, og vi vil i Haderslev Kommune gerne understøtte Forsvaret i den opgave. Samtidig er de mange arbejdspladser i Forsvaret også en mulighed for, at vi kan få flere unge til at tage en uddannelse og bosætte sig i Haderslev Kommune, og det har vi brug for, så vi kan sikre vækst og løse velfærdsopgaverne i fremtiden,’ siger borgmester i Haderslev Kommune Mads Skau.
Regeringen har besluttet, at man vil skrue op for støtten til FN’s agentur for Palæstinaflygtninge.