Et ukendt antal maskerede gerningsmænd forsøgte at slå to unge mænd ihjel på en parkeringsplads. Ofrene blev blandt andet udsat for knivstik, peberspray, strømpistol, økser og alubat
Tre mænd i alderen 25, 28 og 44 år med tilknytning til rockergruppen Comanches MC er sammenlagt blevet idømt 27 års fængsel for at stå bag et dobbelt drabsforsøg.
Det har Retten i Aarhus mandag eftermiddag afgjort, oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Drabsforsøgene fandt sted den 9. november 2023, hvor en 23-årig og en 25-årig mand befandt sig i en parkeret bil på en parkeringsplads ved Hammershusvej i det vestlige Aarhus.
Her ankom et ukendt antal maskerede gerningsmænd pludselig til parkeringspladsen i mindst tre køretøjer og påkørte i første omgang de to ofre.
Efterfølgende blev de to ifølge politiet udsat for utallige knivstik, peberspray, strømpistol og slag med diverse våben herunder økser og alubat.
Forskrækkede vidner så det voldsomme drabsforsøg og tilkaldte politiet, men da beredskabet ankom få minutter senere, var gerningsmændene forsvundet.
Tilbage stod deres totalskadet bil, mens de to ofre blev fundet alvorligt kvæstede.
De modtog livreddende førstehjælp på stedet, inden de blev bragt til hospitalet i kritisk tilstand – den ene i akut livsfare.
(Artiklen fortsætter under billedet)
”Der er ingen tvivl om, at episoden må betegnes som værende et yderst voldsomt overfald, og retten har også været enig med Anklagemyndigheden i, at formålet med overfaldet var, at de to mænd i bilen skulle slås ihjel,” siger specialanklager Jesper Rubow fra Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi og fortsætte:
”At det lykkedes at redde de to mænds liv, er naturligvis positivt, når man tænker på, hvad de blev udsat for.”
“Jeg er ganske tilfreds med, at det har været muligt at identificere og efterfølgende også retsforfølge flere af gerningsmændene, som i dag har fået nogle mærkbare flerårige fængselsstraffe. Det til trods for, at flere vidner – herunder de forurettede i sagen – undervejs i forløbet ikke har haft et særligt stort ønske om at samarbejde med politiet eller afgive brugbare forklaringer i retten,” afslutter Jesper Rubow.
De tre mænd er blevet idømt ni års fængsel hver især, mens den 28-årige også har modtaget en udvisningsdom.
Den 44-årige blev frifrundet for, at han skulle fratage sit danske statsborgerskab, som der ellers var nedlagt påstand om.
Alle de tre dømte har anket dagens dom.