En 25-årig mand har siddet på anklagebænken, hvor han har været tiltalt for uagtsomt manddrab, vanvidskørsel og for betydelig legemsbeskadigelse under særligt skærpende omstændigheder på to små børn og et forældrepar. Presse-fotos.dk er til stede i retten, hvor dommen netop er faldet
Thi kendes for ret.
Der er blevet sat flere retsdage af til den tragiske sag, hvor et forældrepar og en mand mistede livet i en ulykke på Hillerødmotorvejens forlængelse. Det skete, da en 32-årig mand kolliderede med et forældrepar og to små børn på Hillerødmotorvejens forlængelse i sommer.
Kort forinden havde den 32-årige kørt ræs mod en 25-årig mand, som nu er dømt i sagen.
Anklagemyndighden har undervejs i sagen lagt vægt på, at den 25-årige havde en stor del af skylden i kollisionsulykken med familien den 6. juli 2024 på grund af hans hensynsløse handlinger og ræskørsel.
Forsvareren har i stedet ment, at der ikke kan være tale om uagtsomt manddrab, da den 25-årige mand fra Syrien ikke har været direkte involveret i ulykken. Ifølge anklageskriftet var manden 100 meter fra sammenstødet, og derfor har forsvarer Jan Torp Hansen lagt vægt på, at hans klient ikke kan dømmes for uagtsomt manddrab, men for vanvidskørslen.
Men nu har dommeren altså talt.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Fredag eftermiddag er den 25-årige mand, der deltog i ræs-kørslen, som førte op til dødsulykken, blevet idømt ni måneders fængsel ved Retten i Hillerød.
Derudover har han fået en advarsel om udvisning og blevet idømt en bøde på 26.000 kroner. Han har desuden fået konfiskeret sin bil og får frataget kørekortet i ti år.
Retten var ikke enig i, at den 25-årige mand skulle kendes skyldig i uagtsomt manddrab, men til gengæld er han blevet kendt skyldig i 15 tilfælde af høje hastighedsoverskridelser på strækningen mellem Ågade i København og Hillerødmotorvejens forlængelse.
“Jeg vil nu nærlæse dommens præmisser og herefter drøfte spørgsmålet om anke med Statsadvokaten,” siger anklager Dersim Bicen fra Anklagemyndigheden ved Nordsjællands Politi.
Ud over forældreparret mistede den 32-årige mand, der var ven til den 25-årige nu dømte, også livet.
Den 25-årige valgte at betænkningstid i forhold til en eventuel anke.

