I finanslovsforslaget fremgår det, at medarbejdere fra tredjelande skal lære dansk, inden de kommer hertil.
Regeringen vil pålægge arbejdsgivere at betale for danskundervisning for medarbejdere fra tredjelande, før de kommer til Danmark.
Det siger finansordfører Kaare Dybvad Bek (S) mandag i Folketingssalen, da forslaget til en finanslov for 2027 diskuteres.
– Det giver en besparelse på 100 millioner kroner, men først og fremmest sender det et klart signal om, at folk, der kommer til landet for at arbejde, skal tale dansk, siger han.
Kaare Dybvad Bek er kendt som en af Socialdemokratiets ideologer, og han kalder emnet et større spørgsmål, for han vil gerne rejse en debat, da det siger noget om opfattelsen af os selv som folk.
I debatten er det tidligere nævnt, at der særligt i København er kommet flere og flere udlændinge i restaurations- og servicebranchen i de senere år, og flere borgere oplever at blive serviceret på engelsk frem for dansk.
Under debatten kommer finansordføreren ind på, at medarbejdere fra udlandet servicerer danske statsborgere, som risikerer at miste færdigheder, hvis man bruger bude fra udbringningstjenesten Wolt og kunstig intelligens til at løse overkommelige opgaver.
– Hvordan bliver vi som mennesker, hvis vi langsomt lader lavtbetalte afrikanere og asiater gøre alt det, som ikke er umiddelbart overkommeligt?
– Mister vi, ligesom nogle af skoleeleverne, evnen til at fordybe os og til at lære nyt? Mister vi dag for dag en større del af den indsigt, som gør os til kompetente samfundsborgere?
Han frygter et samfund af herre- og tjenestefolk, hvor man aldrig møder de medarbejdere fra tredjelande, som servicerer de danske statsborgere, og henviser til den tyske filosof Georg Hegel.
Hegel fik stor indflydelse på europæisk tænkning, og en af hans mere kendte teorier gik ud på, at herren starter med at bestemme, men jo mere slaven udfører sit arbejde, jo mere hjælpeløs bliver herren.
– Jeg peger ikke fingre ad den enkelte forbruger, for det er ikke deres byrde at bære; det er tværtimod os politikere, som må stoppe strømmen af underbetalt arbejdskraft, der danner grundlag for de her ydelser.
– Det er vores ansvar, at vi har et marked, hvor prisen på varer og service afspejler en løn, man kan leve af, siger han.
Han nævner, at skiftende regeringer har investeret mange millioner kroner på opbrud af parallelsamfund, men at Folketinget risikerer at bidrage til at skabe nye, hvis man ikke griber ind.
– Det bliver måske billigere for os at gå på restaurant og at få bragt varer ud, men hvad er konsekvenserne for de lokalsamfund, hvor nye borgere bosætter sig?
Han mener, at det eneste rimelige er, at virksomhederne også betaler for integrationen af den arbejdskraft, “som de trækker gevinsten fra”.
RITZAU
