I december 2023 blev dødsfald på hospice politianmeldt. Advokatundersøgelse giver tirsdag kritik til ledelse
Det kommunale hospice Lynghuset i Odsherred får tirsdag kritik for dårlig ledelse.
Der er mangel på klare instrukser, tydelighed i ansvarsfordelingen og kontrol med journalføringen.
Kritikken kommer i en uvildig advokatundersøgelse, som blev bestilt, efter at et dødsfald i december 2023 blev anmeldt til politiet og Styrelsen for Patientsikkerhed. Det skriver DR Nyheder.
Den uvildige undersøgelse har undersøgt hele 2023 forud for dødsfaldet for at finde ud af, om regler og procedurer har været overholdt i Lynghuset.
Undersøgelsen er offentliggjort tirsdag og konkluderer ifølge DR Nyheder, at den mangelfulde ledelse rummer en risiko for patientsikkerheden.
Til DR Nyheder siger direktør for sundheds- og ældreområdet i Odsherred Kommune Ulla Gramstrup, at de tager sagen meget alvorligt og tager ved lære af advokatundersøgelsen.
Efter dødsfaldet blev flere ansatte på hospicet hjemsendt. Senere blev Lynghuset også midlertidigt lukket. Ifølge kommunens hjemmeside er det dog planen, at det genåbner 1. maj i år.
Sagen er blevet efterforsket af Midt- og Vestsjællands Politi. Ifølge DR har politiet konkluderet, at der var tale om et naturligt dødsfald.
Politisagen ligger nu hos anklagemyndigheden, som ifølge DR endnu ikke kan oplyse, hvornår de er klar til at tage stilling til, om der kan rejses en tiltale mod tidligere ansatte for brud på autorisationsloven.
Ifølge DR Nyheder arbejder Styrelsen for Patientsikkerhed stadig på en undersøgelse af, om ansatte kan stilles til ansvar. Styrelsens undersøgelse har på politiets opfordring været sat på pause under politiets efterforskning.
Lynghuset blev oprettet i 2007 og er for alvorligt syge og døende patienter. Formålet med stedet er at forebygge uhensigtsmæssige indlæggelser – altså indlæggelser, som kunne være undgået.
/ritzau/