Rutinemæssigt blev ministerchaufføren testet for alkohol og narko efter ulykke. Testen var negativ
Det var i et T-kryds i Soderup ved Tølløse, at forsvarsminister Troels Lund Poulsens ministerchauffør torsdag aften i sidste uge med ministeren i bilen fortsatte ligeud og endte i grøften.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi tirsdag til Ritzau.
Forsvarsministeriet meldte kortfattet ud om ulykken fredag morgen, men det var sparsomt med oplysninger om, hvad der var sket. Dog blev det oplyst, at både minister og chauffør efter omstændighederne havde det godt.
Ulykken var ikke beskrevet i de uddrag af døgnrapporten, som politikredsen på alle hverdage offentliggør. På døgnrapporten samme dag var der medtaget andre trafikulykker.
Hos Midt- og Vestsjællands Politi oplyser kommunikationschef Thomas Kristensen, at ulykken ikke var omtalt på døgnrapporten efter en konkret vurdering foretaget i kommunikationsafdelingen.
– Udgangspunktet for omtale af færdselsuheld er som udgangspunkt, at der skal være tale om personskade, eller også at der er andre forhold ved uheldet, som gør det relevant, skriver Thomas Kristensen i en mail til Ritzau.
– Det kan være, at det medførte trafikale gener, at det er sket på et sted, hvor mange har bemærket det, eller at det kan vække til eftertanke hos andre eksempelvis i forbindelse med for tæt-kørsel på motorvejen, skriver han.
Til Ritzau oplyser Midt- og Vestsjællands Politi, at ulykken skete i krydset mellem Tadrevej og Bukkerupvej. Ministerbilen var kommet kørende ad Tadrevej mod syd, men var fortsat ligeud i T-krydset.
En ambulance blev sendt til stedet og chaufføren blev kørt til kontrol på sygehuset. Rutinemæssigt blev han testet for eventuel påvirkning af alkohol eller narko. Der var ikke noget at komme efter.
/ritzau/