Dansk verdensstjerne erkender: ‘Det var svært at spille en homoseksuel mand’

Arkivfoto: David Dencik til premieren på musicalen 'Tinkas Juleeventyr'.

Skuespilleren har gennem tiden spillet et hav af roller, men rollen som en homoseksuel mand viste sig at være en særlig udfordring.

For snart to år siden blev DR-serien ‘Huset’ vist på de danske tv-stuer. Serien giver et indblik i det brutale fængselsliv indefra og blev sidenhen en kæmpe succes for public service-kanalen.

Det var dog ikke udelukkende DR, der fik glæde af succesen. Indehaveren af en af hovedrollerne fortæller nu, at han havde optur over sin karakter.

I hans øjne var rollen nemlig udfordrende at spille, endda i sådan en grad, at han under optagelserne mødte sin egen begrænsning.

Og det havde en helt særlig årsag, forklarer David Dencik i et interview med B.T.

“For at være ærlig, så var det svært at spille en homoseksuel rolle, når jeg ikke selv er homoseksuel. At lave intimscener med en mand havde jeg det sværere ved end med en kvinde,” fortæller den 50-årige skuespiller til mediet, da de fanger ham til premieren på den nye Netflix-serie ‘Reservatet’.

Lever en kompliceret tilværelse

I serien ‘Huset’ spiller David Dencik fængselsbetjenten Henrik, der inden for fængslets vægge ikke er bange for at rage sig uklar med hverken fanger eller fængslets ledelse.

På den anden side af murene lever han en kompliceret personlig tilværelse, hvor han forsøger at balancere et familieliv med sin kone og søn, mens han ved siden af har sex med mænd i det skjulte.

På trods af den komplekse karakter tog Dencik imod udfordringen med åbne arme.

“Jeg var meget, meget vild med at spille den rolle. Jeg synes, at jeg fik så meget ud af at spille den, for rollen var bred, kompliceret og svær,” fortæller David Dencik og fortsætter:

“Jeg mødte min egen begrænsning, det må jeg bare tilstå. Men det var sjovt, og jeg synes, at vi kom rigtig langt med det, men det var en udfordring”.

Det forhindrede dog ikke den danske verdensstjerne i at spille rollen med bravur. Faktisk spillede han med en sådan autenticitet, at det kastede en prestigefyldt Robert-pris af sig for ‘Bedste mandlige hovedrolle’.

Ny sæson

Netop derfor synes David Dencik, at det kunne være spændende at føre karakteren videre i en ny sæson, som DR annoncerede i august sidste år.

Her er det blevet meldt ud, at handlingen rykker til et kvindefængsel med et helt nyt cast. Det er derfor endnu uvist, om David Dencik vender tilbage.

Den danske skuespiller har også medvirket i internationale succeser som ‘James Bond: No Time to Die’, ‘Kastanjemanden’ og ‘En kongelig affære’.

Med et nyt projekt sætter museet fokus på, hvordan kulturformidling kan gøres mere nærværende og tilgængelig for borgere ramt af demens.