Danmark vinder sølv ved uofficielt kokke-VM

Frankrig vinder guld ved dette års Bocuse d’Or, hvor Danmark får en andenplads efter Sverige på tredjepladsen.

Danmark med kokken Sebastian Holberg Svendsgaard i spidsen vinder sølv ved det uofficielle verdensmesterskab i kokkekunst, Bocuse d’Or.

– Det er vildt, det er fantastisk, det er en meget stor drøm, der går i opfyldelse, siger den danske kok oppe fra scenen i Lyon i Frankrig, hvor han modtager sølvstatuetten.

Danmark bliver dermed slået af Frankrig, der er dette års vinder af Bocuse d’Or, hvor 24 lande konkurrerede.

Sebastian Holberg Svendsgaard kvalificerede sig til konkurrencen sidste år, da han vandt guld ved det europæiske Bocuse d’Or med sit hold.

Den danske kok siger kort efter prisoverrækkelsen, at han i mange år har drømt om at få lov til at komme på podiet – derfor er andenpladsen mandag aften en stor forløsning.

– Vi er yderst tilfreds med en flot andenplads. Det er en stor drøm, siger han og tilføjer, at det kun kunne lade sig gøre på grund af hele det danske hold.

Konkurrencen går ud på, at et hold – bestående af en kok, ungkok, også kaldt commis, og en coach – tilbereder en tallerkenservering og en fadservering fra bunden på 5 timer og 35 minutter.

Tallerkenretten skal afspejle kandidaternes nationale madkultur og skal serveres på konkurrencens officielle tallerkener.

Et dommerpanel på 12 dommere skal vurdere retterne. Der gives blandt andet point for smag, teknik, råvareforståelse, begrænsning af madspild og køkkenrutiner.

Sebastian Holberg Svendsgaard og holdet kan konstatere omkring den fjerde time, at de har nået tingene til tiden, og at det er gået som planlagt.

– Det er ret magisk der at vide, at man har nået tingene til tiden, og nu skal man bare eksekvere det. Det var en dejlig ro og en god energi, der kom til sidst, siger han.

Den danske kok siger, at han da selvfølgelig gerne ville have vundet guld, men at Frankrig gjorde det helt fantastisk.

Sidst den prestigefyldte internationale kokkekonkurrence løb af stablen i 2023, var det Danmark med kokken Brian Mark Hansen i front, der løb med guldet.

Det er femte gang, at Danmark vinder sølv ved den internationale Bocuse d’Or. Generelt har den danske kokkekunst ligget højt de seneste år ved konkurrencerne.

Foruden Brian Mark Hansen, der vandt guld i 2023, vandt den danske kok Ronni Mortensen sølv i 2021, og Kenneth Toft-Hansen vandt guld i 2019.

Sebastian Holberg Svendsgaard ser nu frem til, at han kan læne sig tilbage efter mandagens forløsning.

– Det næste store er, at jeg skal have al tid i verden med min dejlige søn og familie. Det er den næste store drøm, siger han.

/ritzau/

Det gik næppe ret mange danskeres næser forbi, da Irma lukkede med et brag i Danmark. Nu åbner en ny kæde, og navnet er Alma. Datoen er sat for den første butik.