Få et unikt indblik i kongeparrets liv på Christiansborg Slot – oplev nytårskuren, kongelige sale og guldkareten.
Hvis du drømmer om at få et indblik i kongeparrets liv, har du nu en enestående mulighed.
Det skriver Kongernes Samling i en pressemeddelelse.
På Christiansborg Slot kan du således få et unikt indblik i kongeparrets første nytårskur som værter og få mulighed for at lære mere om oplevelsen som kurgæst.
Her tager slotsværterne gæsterne med på kurgæsternes rute gennem slottet: op ad den ikoniske Dronningetrappe og gennem de storslåede, kongelige sale, hvor Kongen og Dronningen modtog kurgæsterne.
På særrundvisningerne kommer man blandt andet forbi Tronsalen, hvorfra Kong Frederik 10. sidste år blev udråbt til konge fra balkonen. Man ser også den store Riddersal med Bjørn Nørgaards gobeliner, som har dannet ramme om utallige officielle statsmiddage og modtagelser af udenlandske statsoverhoveder.
Riddersalen var også stedet for Kronprins Christians 18-års fødselsdagsfest med unge festdeltagere fra hele landet.
Undervejs på særrundvisningen får man mulighed for at opleve steder og rum på slottet, der normalt er lukket for offentligheden.
Kom helt tæt på guldkaret
Ved dette års nytårskure kørte kong Frederik 10. og dronning Mary deres første karettur gennem Københavns gader i den historiske guldkaret, der er kendt som den fineste karet i Kongehuset.
Guldkareten er belagt med 24 karat bladguld og blev oprindeligt leveret til Kongehuset omkring 1840 af den anerkendte karetmager Henry Fife.
Netop denne guldkaret får man ligeledes mulighed for at komme helt tæt på, når særrundvisningen går forbi ‘De Kongelige Stalde’, hvor både de kongelige kareter og de kongelige heste befinder sig.
Nytårskurrundvisningerne kan opleves frem til søndag den 19. januar 2025, to gange dagligt. Særrundvisningen varer mellem 90 og 120 minutter og koster 180 kroner.
Du kan læse mere om særrundvisningen her.
Royal Copenhagen har indgået et samarbejdet med dronning Margrethe i anledningen af dets jubilæum.