Natten til mandag måtte politiet rykke ud og få styr på omkring 10 biler, som ikke kørte efter forholdene. Bryllupskortegen kørte med både havariblink og kørte med forskellige hastigheder, hvilket generede de øvrige bilister.
Lidt over midnat kom en mand kørende på motorvejen, hvor han mødte bryllupskortegen. De mange biler kørte mellem 60 km/t og 130 km/t og flere af dem havde havariblinket tændt.
Da den 42-årige mand forsøgte at overhale bilerne i kortegen blev han blokeret, og der blev ikke givet plads til, at manden kunne passere.
Det fik den 42-årige bilist fra Herlufmagle til at ringe til politiet og anmelde, at der ikke blev kørt efter færdselsreglerne.
(Artiklen fortsætter under billedet)
En patrulje blev derfor sendt ud til Vestmotorvejen mellem Bjæverskov og Køge, hvor politiet standsede de mange køretøjer.
Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i sin døgnrapport.
“En patrulje kom frem til bilerne for at undersøge sagen. Det viste sig, at bilerne kørte kortegekørsel i forbindelse med et bryllup. Patruljen vejledte om korrekt kørsel på motorvejen og en person blev sigtet for unødig anvendelse af havariblinket”, lyder det fra politikredsen.