Breaking: Her er Danmarks reaktion på vanvids-scener i Det Hvide Hus

Statsminister Mette Frederiksen (S) siger i opslag på X, at Danmark er stolte af at stå sammen med Ukraine

Statsminister Mette Frederiksen (S) har fredag aften delt et billede af hende selv og den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, på det sociale medie Instagram.

Opslaget kommer efter et møde mellem Zelenskyj og den amerikanske præsident, Donald Trump, i Det Hvide Hus, som endte i et skænderi og blev afbrudt før tid.

På X citerer Statsministeriet Mette Frederiksen for, at Danmark er stolte af at stå sammen med Ukraine og det ukrainske folk.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) skriver på Facebook, at han var chokeret, da han så billederne fra Det Hvide Hus.

– Der skal være plads til robuste samtaler – også mellem venner. Men når det sker for rullende kamera på den måde, er der kun én vinder. Og han sidder i Kreml, lyder det.

Flere andre danske politikere har også reageret på skænderiet for åben skærm fredag aften dansk tid.

Partiet Venstres profil har også et delt et billede på X, hvor Zelenskyj giver hånd til forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V).

Her skriver de, at de står sammen med Zelenskyj og Ukraine.

Enhedslistens politiske ordfører Pelle Dragsted beskriver fredagens seance som “bestialsk og vanvittig.”

– Min foragt for Trump er total. Min respekt for Zelenskyj er omend større.
USA er tabt. Nu må Europa sige klart fra, lyder det på X.

Fredag besøgte Zelenskyj Det Hvide Hus i Washington D.C. Forventningen på forhånd var han, at han skulle underskrive en mineralaftale med USA.

Hele mødet gik i hårdknude efter et skænderi brød ud, og Zelenskyj afsluttede besøget før tid.

Trumps vicepræsident, J.D. Vance anklagede Zelenskyj for at være “respektløs”.

Trump sagde derefter, at den ukrainske leder “leger med Tredje Verdenskrig”.

/ritzau/