Fødevarestyrelsen vurderer, at der er høj risiko for smitte med fugleinfluenza fra vilde fugle til tamme.
Fødevarestyrelsen har besluttet at hæve trusselsniveauet for fugleinfluenza fra middel til høj.
Det skriver styrelsen i en pressemeddelelse.
Beslutningen skyldes, at der er sket en stigning i fund af smittede vilde fugle. Trusselsvurderingen handler om smitten fra vilde fugle til tamme fugle.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Desuden har der været tre smitteudbrud hos danske fjerkrævirksomheder i efteråret.
Med det hævede trusselsniveau er der også indført skærpede regler for fuglehold, som gælder fra 9. november.
Det betyder, at man som fugleejer skal holde sine fugle indendørs, i en voliere eller i en overdækket indhegning.
Man må heller ikke give sine fugle regnvand, da det kan være inficeret, og foder og vand skal holdes indendørs eller overdækket.
Fødevarestyrelsen anbefaler også, at man skifter og desinficerer fodtøj, inden man går ind til sine fugle, så man ikke risikerer at tage smitte med ind til dem.
Har man fugle, opfordrer Fødevarestyrelsen til, at man kontakter dyrlægen, hvis man mistænker, at fuglene er syge.
Ser man en død fugl i naturen, som man tror, kan være død af sygdommen, kan man melde fundet til Fødevarestyrelsen på appen “Fugleinfluenza-Tip”.
23. oktober blev der konstateret et udbrud af fugleinfluenza hos en kalkunbesætning i Slagelse og to dage senere hos en på Lolland.
Det førte til, at sammenlagt 67.000 kalkuner skulle aflives.
27. oktober blev der også konstateret et udbrud hos en mindre besætning i Guldborgsund.
Fødevarestyrelsen skriver i pressemeddelelsen, at fugleinfluenza giver svære symptomer hos fjerkræ, og den har høj dødelighed hos fugle.
I sjældne tilfælde kan fugleinfluenza smitte mennesker, der har tæt kontakt med dyrene.
Dansk Veterinær Konsortium vurderer, at risikoen for smitte til mennesker er lav, lyder det.
RITZAU
