DCU har ikke fundet en erstatning for PostNord, og det har konsekvenser for blandt andet direktørjagt.
Når året er omme, har Danmarks Cykle Union (DCU) ikke længere nogen hovedsponsor, og det gælder også unionens flagskib Danmark Rundt.
PostNord trækker sig nemlig efter flere års samarbejde, og indtil videre har DCU ikke landet en ny hovedsponsor.
Den manglende underskrift på en sponsoraftale sætter for tiden sine spor i hovedkvarteret i Brøndby, som har været uden direktør, siden Niels Bo Daugaard stoppede i april.
– Det hæmmer os. Det må vi sige, siger formand Morten Anderson.
– Det er ikke i forhold til vores dagligdag og sportslige ambitioner og udvikling. Men vi afventer for eksempel en konstellation med en ny direktør, fordi vi reelt ikke ved, hvordan butikken kommer til at se ud.
– Samtidig er vi ved at lave budgettet til både næste år og de kommende år, og det kan gå i mange retninger. Så vi er nødt til at lave mange scenarier for at være sikre på, at vi kan håndtere alle situationer, siger Morten Anderson.
Postvæsenet har gennem mange, mange år været afgørende for afviklingen af Danmark Rundt. Og det kan blive kritisk for løbets fremtid, hvis der ikke findes penge til at stable det på benene.
Men næste års udgave bør ikke være i fare, mener DCU-formanden.
– Jeg tør godt sige, at vi næsten uanset hvad kommer til at køre Danmark Rundt næste år. Planlægningen gik i gang allerede inden afslutningen på årets løb, så størstedelen er allerede ved at blive eksekveret. Så det er jeg ikke så bekymret for, siger Morten Anderson.
Formanden understreger samtidig, at han er optimist i forhold til at finde nye penge til både forbundets generelle arbejde og Danmark Rundt.
– Der er og har været meget stor interesse, og vi er fortrøstningsfulde. Vi har flere muligheder og skal vælge den rigtige partner. Så privilegerede er vi. Vi skal nok finde en god dansepartner til de næste mange år, siger Anderson, som ikke ser nogen grund til at gå på kompromis med prisen på sponsoratet.
– Det er vi ikke gået ind i nogen forløb med. Vi har et ekstremt stærkt produkt, et vanvittigt flot løb og nogle sportslige præstationer i verdensklasse. Så nej, vi skal ikke gå på kompromis med noget som helst.
– Vi skal være bevidste om, hvad vi er værd, og vi skal finde en partner, der også ved, hvad vi er værd, siger Morten Anderson.
PostNords sponsorat af både unionen og Danmark Rundt går mange år tilbage. Og Morten Andersons førsteprioritet er at finde en partner, som er interesseret i en lignende model, hvor hovedsponsoratet er stort og bredt.
– Vi arbejder med flere modeller. PostNord har haft begge dele, og det er meget attraktivt for os som forbund at have en stor samarbejdspartner, der kan favne bredt og vil det hele. Men vi har også mulighed for at dele det op, hvis det bliver aktuelt, siger Morten Anderson.
Han fortæller desuden, at processen med at finde en ny direktør først går i gang, når man kender den økonomiske situation.
RITZAU