Irans svar på vil være “øjeblikkeligt, kraftfuldt og geografisk ubegrænset”, siger landets leder.
Irans øverste leder, Mojtaba Khamenei, advarer USA imod at genoptage angrebene mod landet.
Det siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.
Samtidig lyder det ifølge Reuters, at enhver trussel vil blive mødt med et “øjeblikkeligt, kraftfuldt og geografisk ubegrænset” svar.
– Hvis fjenderne igen indleder militære eller terrorangreb, vil det være op til de væbnede styrker at bestemme tidspunkt og betingelser for at få det stoppet, lyder det.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Khamenei har desuden beordret en opdatering af listen over militære mål for at bringe amerikanske og israelske aktiver inden for “angrebsrækkevidde”.
Produktionen af ammunition og våben skal også øges i tilfælde af kommende missioner.
Irans øverste leder uddyber ikke umiddelbart, om der er en forestående trussel.
USA’s præsident, Donald Trump, har dog tidligere talt om, at et muligt angreb kan være på trapperne.
Da lød det, at USA’s regering “måske laver endnu en lille Epic Fury”.
“Epic Fury” er det amerikanske navn på den store militæroperation, som blev indledt, da USA og Israel angreb Iran 28. februar i år.
USA og Iran har ikke udført store angreb på mål på landjorden siden starten af september, men fartøjer i Hormuzstrædet er med jævne mellemrum blevet ramt.
Mæglere fra Qatar fremlagde søndag i Teheran et udkast for Iran til en aftale, der skal afslutte krigen med USA og Israel.
Tidligere mæglingsforsøg resulterede 17. juni i, at der blev lavet et forståelsesdokument.
Men siden er både en våbenhvile og forståelsesdokumentet kollapset.
Lørdag siger Irans udenrigsminister, Abbas Araghchi, at der lige nu ikke er planer om at genoptage forhandlingerne med USA.
– Under de nuværende omstændigheder ser Iran ikke nogen nødvendighed af et møde med amerikanerne. Irans betingelser er tydelige, og drøftelser om dem er i gang mellem mæglere, siger han i et interview med tv-stationen al-Jazeera.
– Vi udelukker ikke noget, hvad angår et krigsudbrud. Vi er beredt på alle scenarier, tilføjer han.
Araghchi bekræfter, at Iran har modtaget et brev fra USA’s vicepræsident, J.D. Vance.
– Den amerikanske sides bestræbelser på at indlede en dialog og nå frem til en bredere forståelse ses som et positivt skridt, siger den iranske udenrigsminister.
Imens fortsætter den bredere uro i Mellemøsten, som har ført til store forstyrrelser af den globale skibsfart og olieforsyning.
De seneste uger har houthibevægelsen i Yemen gentagne gange angrebet Saudi-Arabien.
RITZAU
