Torsdag testede Aarhus Kommune sit beredskab i en historisk stor evakueringsøvelse i ældreplejen. Øvelsen var stor og omfattende, men blev gennemført med succes.
Hvordan reagerer man, når der ingen vand er tilgængelig, varmen er gået, og beboerne på et plejehjem skal omflyttes under vanskelige forhold?
Den slags fik medarbejderne i Aarhus Kommune lov til at øve sig på torsdag, da de i en lang række opgaver skulle øve potentielle virkelighedsscenarier, så frem en krise bryder ud.
Opgaven blev løst med stor succes, og det skaber glæde hos flere af rådmændene i Aarhus Kommune.
(Artiklen fortsætter efter billedet)

Det skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
“Det er jo ikke bare at bestille en bus og flytte nogle mennesker. Vi taler om ældre, der har brug for hjælp og omsorg. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi har fået testet vores beredskab, og at øvelsen er gået godt,” siger rådmand for Sundhed og Omsorg, Metin Lindved Aydin.
Flere plejehjem var omfattet af den store øvelse.
Rosenvang, Trøjborg og Skæring samt hjemmeplejen i Harlev og Tranbjerg var alle involveret i den omfattende øvelse torsdag, hvor de evakuerede borgere skulle flyttes til plejehjemmene Havkær, Skelager og Koltgården, hvor der skulle gøres plads til 21 ekstra beboere.
For at gøre situationen så realistisk som overhovedet muligt, så blev strømmen afbrudt og Aarhus Ejendomme og Entreprenørenheden testede tilslutningen af nødgeneratorer.
”Det er vigtigt at vide, at teknikken virker, når vi står i en situation, hvor vi virkelig har brug for den. Bag alle generatorerne og beredskabsplanerne er der ældre mennesker, som kan blive utrygge, hvis de pludselig skal væk fra deres hjem. Derfor handler det i sidste ende om at skabe tryghed,” siger rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang.
Erfaringerne fra den succesfulde øvelse skal nu gennemgås af politikerne, og så skal der ses på ting, der kan gøres endnu bedre.
”Jeg håber aldrig, vi får brug for at evakuere flere plejehjem på én gang. Men hvis det sker, skal vi være klar. Og det bliver vi kun ved at øve os,” siger Metin Lindved Aydin.
Du kan læse alt fakta om øvelsen her.
<strong>Fakta om evakueringsøvelsen</strong>
- Øvelsen fandt sted torsdag den 29. oktober 2026 fra kl. 9 til 15.
- Det var Danmarks største evakueringsøvelse i ældreplejen.
- Scenariet var voldsomt uvejr, der havde efterladt flere plejehjem uden strøm, vand og varme.
- Der blev øvet evakuering fra plejehjemmene Rosenvang, Trøjborg og Skæring samt fra hjemmeplejen i Harlev og Tranbjerg.
- De evakuerede skulle flyttes til Havkær, Skelager og Koltgården, hvor der var gjort plads til 21 ekstra beboere.
- SOSU-elever spillede rollen som borgere under øvelsen.
- Strømmen blev afbrudt, og nødgeneratorerne blev tilsluttet og testet, uden at de blev flyttet.
- Øvelsen skulle teste evakuering, nødstrøm, transport og samarbejdet mellem kommunens medarbejdere og krisestabe.