Danske stjerner har sikkerhedsnet på DP World Tour i 2027

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Rasmus Højgaard og Thorbjørn Olesen kan spille på DP World Tour i 2027, selv om de sluttede uden for top-100.

Flere store danske golfprofiler kan spille de fleste turneringer på DP World Tour i 2027, selv om de ikke har spillet sig til et fuldt kort ved at slutte i top-100.

Det bekræfter DP World Tour over for Ritzau.

Specifikt drejer det sig om Rasmus Højgaard og Thorbjørn Olesen.

Begge har i denne sæson kort til både PGA Tour og DP World Tour, men har ikke spillet sig til fornyelse på nogen af tourene.

Rasmus Højgaard har stadig chancen på PGA Touren, hvor der mangler fire turneringer af efterårssæsonen. Han ligger aktuelt nummer 115 og skal i top-100 for at forny kortet til verdens bedste tour.

Thorbjørn Olesen kan teoretisk set også spille sig i top-100, men han har slet ikke spillet på PGA Touren siden august og er som nummer 177 meget langt fra en fornyelse.

På DP World Tours sæsonrangliste sluttede Højgaard og Olesen som nummer henholdsvis 111 og 123, hvilket på papiret giver en mindre god kategori og begrænset adgang til turneringerne på DP World Tour i 2027.

Duoen er dog sikret bedre kategorier via resultater tidligere i karrieren, hvilket betyder, at de har adgang til flere af de store turneringer, end de ellers ville have haft.

Ryder Cup-deltagelsen i 2025 hjælper Rasmus Højgaard, mens Olesens vej til en bedre kategori er, at han er i top-40 på tourens “Career Money List”.

Herunder følger en foreløbig liste over danskerne på PGA Tour og DP World Tour i 2027:

* PGA Tour: Nicolai Højgaard er sikret et kort. Rasmus Højgaard og Rasmus Neergaard ligger nummer 105 og 115 og kan spille sig til top-100 og en fornyelse af deres kort med gode resultater i de sidste fire turneringer.

Jacob Skov Olesen ligger til at få et PGA Tour-kort via sine præstationer på DP World Tour. Niklas Nørgaard og Jeff Winther kan med et markant topresultat i DP World Tours to sæsonfinaler spille sig til det samme.

* DP World: Jacob Skov Olesen, Niklas Nørgaard, Jeff Winther, Rasmus Neergaard sluttede i top-100 og sikrede sig fornyelse af deres kort. Rasmus Højgaard og Thorbjørn Olesen har desuden gode kategorier på grund af tidligere bedrifter. Nicolai Højgaard har en mindre god kategori.

Hamish Brown har sikret sig et kort til DP World Touren via Challenge Touren. Sebastian Friedrichsen ligger til det samme, ligesom Kristian Bressum og Frederik Kjettrup har gode muligheder i Challenge Tourens sæsonfinale på Mallorca i denne uge.

RITZAU

Annonce
Annonce
Annonce