Bestyrelsen i Aalborg Nord er frustreret over, at V-ledelse har smidt Preben Bang Henriksen ud og trækker sig.
Bestyrelsen i Venstres kreds i Aalborg Nord har besluttet at trække sig efter eksklusionen af folketingsmedlem Preben Bang Henriksen.
Det fortæller kredsformand Pernille Sloth Christensen til TV 2 Nord og DR efter et ekstraordinært bestyrelsesmøde onsdag aften. Preben Bang Henriksen har været opstillet i kredsen.
– Der er ingen tvivl om, at overordnet er der virkelig en frustration og skuffelse nok også egentlig over formandskabets håndtering og ledelse. Det er vi meget enige om godt kunne have været gjort bedre, siger hun til TV 2 Nord.
Ifølge DR fratræder bestyrelsen ved en ekstraordinær generalforsamling midt i november.
Bestyrelsesmedlemmerne har foreløbig valgt at blive i Venstre. Beslutningen gælder dermed deres lokale tillidsposter og er ikke en udmeldelse af partiet.
– På nuværende tidspunkt har vi valgt at blive i Venstre. Men vi nedlægger hvervet, vi har her i Kreds Nord. Det betyder, at alle udtræder af bestyrelsen i Kreds Nord. Så må vi se, hvad der sker fremadrettet, siger Pernille Sloth Christensen til TV 2 Nord.
TV 2 oplyser, at mediet forsøger at få en kommentar fra Venstres ledelse.
Det ekstraordinære møde sluttede før tid.
Det skyldes, at Preben Bang Henriksens bil brød sammen, da han var på vej til Vodskov uden for Aalborg, hvor mødet blev afholdt. Han deltog i stedet på anden vis.
Preben Bang Henriksen blev tirsdag ekskluderet af Venstres folketingsgruppe, fordi han ikke vil følge partilinjen fremover, men han fortsætter som løsgænger.
I august stemte han og fire andre imod gødskningsloven, hvilket var imod partilinjen.
Tirsdag aften ville han ikke love at følge partilinjen fremover, da han endnu ikke ved, hvad han kan risikere at skulle stemme for. Tre andre medlemmer rettede ind, mens Søren Gade tidligere har forladt Folketinget.
Det betød, at folketingsgruppen stemte for, at han skulle forlade partiet, som han har siddet i Folketinget for siden 2011.
Venstre har opfordret Preben Bang Henriksen til at nedlægge mandatet, så Venstre ikke mister et folketingsmedlem.
Førstesuppleanten i Nordjyllands Storkreds er den tidligere minister Torsten Schack Pedersen, som efter sommeren dog har meddelt, at han takkede helt af i politik.
Efter et ekstraordinært hovedbestyrelsesmøde i søndags gjorde Venstre-formand Troels Lund Poulsen det klart for folketingsgruppen, at den fremover skal stemme ens og ikke “i øst og vest”, som det var tilfældet med gødskningsloven.
Den tildeler danske landmænd kvoter for deres udledninger af kvælstof til fjorde og kyster.
Troels Lund Poulsen udtalte søndag, at kunne et folketingsmedlem ikke længere stemme efter partilinjen, så kunne man ikke fortsætte i folketingsgruppen.
RITZAU
Interesserer du dig for politik? Meld dig ind vi debatgruppen på Facebook: https://www.facebook.com/groups/1221596540153888.