Dommer i Maduro-sag er død

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Den 92-årige dommer Alvin Hellerstein, der stod i spidsen for en retssag mod Nicolás Maduro i USA, er død.

Den amerikanske dommer Alvin Hellerstein, der stod i spidsen for retssagen mod Venezuelas afsatte præsident, Nicolás Maduro, i New York, er død i en alder af 92 år.

Det meddeler en føderal distriktsdomstol i New York onsdag ifølge nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

Maduro og hans hustru, Cilia Flores, står blandt andet over for anklager om at have misbrugt deres magt til at hjælpe narkohandlere med at importere kokain ind i USA.

Sagen mod Maduro er blevet overdraget til den 67-årige dommer Analisa Torres. Det fremgår ifølge AFP af et retsdokument.

Hellerstein blev udnævnt som distriktsdommer på Manhattan i 1998 af den daværende amerikanske præsident, Bill Clinton.

– Dommer Hellerstein var en indsigtsfuld og dedikeret jurist, skriver domstolens øverste dommer, Laura Taylor Swain, i en udtalelse ifølge Reuters.

– Han fortsatte sit energiske og engagerede arbejde ved denne domstol helt frem til sin død. Vi sætter stor pris på hans indsats, og han vil blive savnet.

Selv efter han var fyldt 90 år, fortsatte Hellerstein med at behandle et større antal sager ved domstolen på Manhattan, skriver Reuters. De fleste ældre dommere vælger enten at påtage sig færre sager eller gå på pension.

Han har i løbet af sin karriere behandlet en række prominente sager.

Efter angrebene mod World Trade Center 11. september 2001 behandlede han størstedelen af de civile søgsmål om dødsfald og materielle skader, skriver Reuters.

Han har desuden behandlet en række sager med forbindelse til USA’s siddende præsident, Donald Trump.

Blandt andet afviste han Trumps forsøg på at få annulleret en dom fra 2024 om bogføring af tys-tys-penge til den tidligere pornoskuespiller Stormy Daniels.

Maduro og Flores blev i januar taget til fange af det amerikanske militær i en større militæraktion i Venezuela. De blev bragt til USA for at blive retsforfulgt.

Retssagen mod Maduro står til at begynde 14. juni 2027.

RITZAU

Vidste du at Presse-fotos.dk findes som app? Hent den gratis her: Presse-fotos.dk App – App Store.

Se også
Venstre-chok: Det er slut

Annonce
Annonce
Annonce