Flere missiler er blevet affyret torsdag, og nu reagerer nabolandene.
Nordkorea har torsdag affyret omkring 10 kortrækkende ballistiske missiler mod Det Japanske Hav, der ligger mellem Nordkorea og Japan.
Det melder Sydkoreas generalstab, JCS, i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Missilerne blev affyret omkring klokken 12.30 lokal tid – klokken 04.30 dansk tid – fra et område nær byen Wonsan på Nordkoreas østkyst, melder generalstaben.
Det sydkoreanske militær har skærpet overvågningen og er klar til at reagere på eventuelle yderligere affyringer, lyder det.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Japans forsvarsministerium meddeler samtidig ifølge det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap, at Nordkorea har affyret et objekt, der kan være et ballistisk missil.
Objektet skal være faldet ned uden for Japans eksklusive økonomiske zone.
Zonen betegner det område, hvor et land har eneret til udnyttelse af ressourcer i havet og undergrunden og strækker sig indtil en afstand af 200 sømil fra kysten.
Det er mere end to uger siden, at Nordkorea senest affyrede ballistiske missiler. Landet foretager med jævne mellemrum prøveaffyringer af landets våbenarsenal.
Nordkorea har i år indtil videre affyret missiler mere end ti gange, skriver Reuters.
Spændingerne mellem Nordkorea og nabolandet Sydkorea er taget til, efter at en eksplosion i den demilitariserede zone (DMZ) i september sårede tre sydkoreanske soldater.
DMZ er et fire kilometer bredt og stærkt mineret område, der adskiller de to lande.
Eksplosionen kom ifølge Sydkorea fra en nordkoreansk mine, der var blevet lagt ud på den sydkoreanske side af grænsen.
Begge lande har siden hændelsen testet mere avancerede missilsystemer.
Nordkorea og Sydkorea indgik efter Koreakrigen i 1953 en aftale om våbenhvile. En fredstraktat er aldrig indgået.
RITZAU
Vidste du at Presse-fotos.dk findes som app? Hent den gratis her: Presse-fotos.dk App – App Store.
