Den sikkerhedspolitiske situation er for alvorlig til at tænke på begrænsninger, mener statsministeren.
Der fulgte ingen yderligere begrænsninger med, da USA tirsdag aftalte to baser i Grønland, selv om de amerikanske sikkerhedsinteresser har bevæget sig længere væk fra Europas i de senere år.
Historisk er der mange sager, hvor USA’s brug af baser i udlandet har ført til kontroverser og skandaler, men det bekymrer ikke den danske regering.
– Jeg vil sige helt generelt, at i den sikkerhedspolitiske situation, vi står i, så bruger jeg ikke min energi på alt det, man ikke må. Jeg tænker, at vi skal kunne forsvare os mod vores fjender, og vores fjender rykker tættere på, og det kommer de også til at gøre i Arktis, siger Mette Frederiksen (S).
I New York underskrev Mette Frederiksen sammen med den grønlandske regeringsleder tirsdag en opdateret forsvarsaftale med USA for Grønland.
Den genbekræfter i store træk den eksisterende aftale fra 1951, som blev indgået i en tid, da den sikkerhedspolitiske situation var præget af Den Kolde Krig, mens USA i dag eksempelvis er mere optaget af Kina end Rusland.
Udenrigsministeren, som fik igangsat hele processen i Washington D.C. i januar, og som deltog ved møderne i New York, påpeger en enkelt begrænsning, nemlig det fortsatte forbud mod atomvåben, som blev forhandlet og aftalt i 1968.
– Men det trukket fra, så er aftalen en mulighed for USA til at etablere sig med et militært fodaftryk i Grønland, som de allerede kan. Lige præcis på det punkt er det kodificering (at nedfælde til lov, red.) af gældende aftaler, siger Lars Løkke Rasmussen (M).
Ingen lande har så mange baser i udlandet som USA. Amerikanerne har i årevis brugt disse i militære operationer rundt omkring i verden – nogle gange i strid med værtslandenes ønsker.
Det skete blandt andet, da USA bombede Irak fra baser i Saudi-Arabien i 2003. I forbindelse med samme krig satte Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, foden ned og forbød USA at bombe fra tyrkiske baser.
(Artiklen fortsætter under billedet)

I nyere tid er USA’s brug af basen i tyske Ramstein til droneangreb i Yemen endt med en sag ved den tyske forfatningsdomstol, som blandt andet sagde, at Tyskland kan have en pligt til at beskytte menneskerettigheder i fremmede lande.
Klagerne tabte dog sagen, da der ifølge domstolen ikke var tale om en systematisk krænkelse.
Lars Løkke Rasmussen kan ikke se sager for sig i forhold til de amerikanske baser i Grønland.
– For det handler om “homeland security” (USA’s nationale sikkerhed, red.). Grønland ligger, hvor Grønland ligger, og det amerikanske kontinent ligger, hvor det ligger, og russerne bygger op, og de er ved at lukke kineserne ind, siger udenrigsministeren.
I 1957 gav daværende statsminister H.C. Hansen (S) i al hemmelighed amerikanerne tilladelse til at have atomvåben i Grønland – efter at han i øvrigt havde ført kampagne for et atomvåbenfrit Danmark.
Nogle år senere, i 1968, styrtede et amerikansk B52-bombefly ned ved Thule med brintbomber, og området blev radioaktivt forurenet.
Efterfølgende indgik USA og Danmark en aftale om, at der ikke måtte være atomvåben i Grønland. Det gælder også den aftale, der blev indgået tirsdag i denne uge, som i store træk ikke ændrer noget militært for USA’s tilstedeværelse i Grønland.
SPØRGSMÅL: Anerkender du, at USA kan komme til at bruge disse baser til noget, som vi ikke synes, er ret fedt?
– Nej, det gør jeg egentlig ikke, for i det omfang, amerikanerne gør noget, som vi ikke synes, er særlig fedt, så ser jeg ikke, at det er med afsæt i Grønland.
– Det vigtige for os er, at vores atompolitik er intakt, og at vi ikke i denne sammenhæng giver USA nogen større adgang, end de egentlig havde i forvejen. Jeg skal ikke undersælge aftalen, men på det her felt er det en gentagelse af de rettigheder, som USA i forvejen har, siger Lars Løkke.
SPØRGSMÅL: Synes du, at USA og Danmark én-til-én er enige om, hvem der er venner og fjender i dag?
– Vi er én-til-én enige om at holde fast i Nato-alliancen, som grundlæggende handler om at beskytte det transatlantiske interessefællesskab, og det er det helt afgørende. Vi har brug for at holde amerikanerne engagerede i det. Det kommer den her aftale også til at bidrage til.
– Og så kan jeg sagtens se forskel på den udenrigspolitik, som Trump fører, og den, jeg selv fører. Men jeg kan også se forskel på den vægt, hvormed Trump fører udenrigspolitik, og den vægt, hvormed jeg gør det, siger udenrigsministeren.
Selv om der ikke stilles nye krav til den militære brug af baser i Grønland, så skærper aftalen krav til USA om at passe på miljøet i Grønland, hvor USA’s baser tidligere har medført massiv forurening til skade for lokalbefolkningen.
Den opdaterede forsvarsaftale kan først træde i kraft, når den er godkendt parlamentarisk i Grønland og Danmark.
RITZAU