En enormt voldsom hændelse blandt en familie har haft blodige konsekvenser. Billeder fra stedet viser, at brandfolk spuler blod væk, mens flere personer sidder og græder
“Politiet er massivt til stede, og man kan se, at der er flere personer, der græder.”
“En person sidder smurt ind i blod. Der er så meget blod på jorden, fliserne og døren ind til en opgang, at det skal spules væk af brandvæsenet.”
“Der ligner, at der sidder i alt otte til ni tilbageholdte personer. En person er blevet iført DNA-dragt og ført væk af politiet, mens en akutlægebil og en ambulance er kørt her fra med udrykning.”
Ovenstående ord er fortalt af Presse-fotos.dks to udsendte, der natten til lørdag har været til stede ved en særdeles voldsom hændelse, der involverer en familie.
I forbindelse med sagen har politiet været ude med yderligere detaljer til offentligheden.
(Artiklen fortsætter under billederne)


Den voldsomme hændelse er foregået natten til lørdag klokken 02.36 på en adresse langs Myrholmsvej, der ligger ved Viby J i Aarhus.
Her gik to medlemmer af en familie helt amok på hinanden – og det endte i et knivstikkeri.
I den forbindelse er en mand fra årgang 1997 – altså en 28-årig eller en 29-årig mand – blevet stukket med kniv.
Vagtchef ved Østjyllands Politi Thomas Green oplyser, at politiet har anholdt en mand fra årgang 2002 – altså en mand på enten 23 eller 24 år.
“Vi fik en melding om et knivstikkeri i Viby. Så vi er derude og er ved at undersøge, hvad der præcist er sket på adressen derude,” siger Thomas Green til Ritzau og tilføjer:
“Vi har en hypotese om, at der har været noget tumult mellem nogle familiemedlemmer, og i den forbindelse er der en, der er kommet til skade i lejligheden.”
Manden fra årgang 1997 har ikke kritiske skader. Familiemedlemmet fra årgang 2002 er sigtet for grov vold.
Østjyllands Politi vil ikke uddybe, hvilken familierelation de to mænd har til hinanden.
Ifølge Presse-fotos.dks to udsendte er offeret ramt i halsen med kniven, men det er ikke oplysninger, der er bekræftet af politiet.
Der er tale om en isoleret hændelse i familien, og derfor er der ikke grund til bekymring for andre borgere i området, lyder det fra Østjyllands Politi.
Den anholdte mand vil senere blive fremstillet i et grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.






