Sagen om et dobbeltdrab på Menys parkeringsplads tager nu en ny drejning. De døde blev blandt andet ramt af skud i hovedet
“Dræbte tre, bror, vi har vores hævn”, lød det blandt andet på en krypteret beskedtjeneste på en af de tiltaltes telefoner kort efter skyderiet
Men det var forkert – fordi kun to af ofrene afgik ved døden.
Et tredje offer overleve på mirakuløs vis skyderiet på Menys parkeringsplads midt i åbningstiden.
Retten har tidligere oplyst, at drabene var en hævnaktion for en kidnapning.
Tirsdag formiddag er der sket en ny udvikling i sagen.
(Artiklen fortsætter under billederne)


Det er en mørkhåret mand afviser, at han var en kynisk bagmand, der instruerede bandemedlemmer i at dræbe medlemmer af en rivaliserende bande i 2020.
Han forlod bandemiljøet i 2018. Det siger han tirsdag i en særligt sikret retssal i København, hvor retssagen mod manden, der er sigtet for blandt andet dobbeltdrab, bliver ført.
– Jeg fik et ultimatum fra min mor. Det var enten hende eller LTF, siger han.
Den 29-årige fortæller, at han havde forsøgt at komme i exitprogram, men at det løb ud i sandet. Siden tog han selv kontakt til Loyal To Familia (LTF) med besked om, at han ønskede at træde ud. En anden talte hans sag for ham.
– Selvfølgelig er de ikke glade for, at man vil i exit, men jeg forklarede dem også min situation. Vi vil altid være venner, siger den 29-årige drabstiltalte.
Han forklarer, at han er vokset op med andre LTF’ere, og at han blev en del af LTF i 2017 for at blive en del af et broderskab. I hans opgang med seks lejligheder boede LTF’ere i fem af dem.
Efter at han gav besked om, at han ville træde ud, forlod han efter eget udsagn området i over et halvt år for at komme på afstand af miljøet.
Den 29-årige mand er tiltalt for at have medvirket til et dobbeltdrab og et drabsforsøg mod en tredje mand i november 2020 på Menys parkeringsplads i Kalundborg.
De to, der blev dræbt, blev begge ramt af flere skud, herunder skud i hovedet. Manden, der overlevede, blev ramt af skud i brystet, armen og benet, men overlevede.
Den 29-årige nægter sig skyldig i alle anklagerne.
Anklagemyndigheden mener, at han havde en overordnet rolle i skyderierne, der fandt sted som hævn for bortførelse og overfald på et LTF-medlem.
Det pågældende LTF-medlem blev bortført i slutningen af oktober 2020, altså kort inden dobbeltdrabet. Seks mænd er idømt livstid for drabene.
Selv om den tiltalte nægter at have haft noget med LTF at gøre i 2020, kom han senere ind i banden igen, denne gang i Libanon. På billeder og video fra 2023 ses han vise LTF-håndtegn og iført LTF-tøj.
Han rejste til Libanon i begyndelsen af 2022 for at komme til en begravelse, og han forklarer i retten, at det først var, da han var i Libanon, at han blev bekendt med, at han var sigtet i drabssagen og internationalt efterlyst.
– Det var et chok, siger han.
Den 29-årige forklarer, at han stod uden job og uden nogen at være sammen med. Han var ensom. Derfor blev han del af LTF i Libanon for igen at opleve et sammenhold. I LTF Libanon havde han titlen “General”.
Han blev udleveret fra Libanon til Danmark i december 2024 til retsforfølgelse i denne sag. Der ventes dom i sagen i løbet af efteråret.
Anklagemyndigheden går foruden straf også efter at få manden idømt et forbud mod at kontakte LTF’ere samt at opholde sig i otte bestemte områder på både Sjælland, Fyn og i Jylland.
Sagen hører under Retten i Holbæk, men den bliver ført i den højsikrede retssal ved Vestre Fængsel i København. Det særligt sikrede lokale blev åbnet i december sidste år og er tiltænkt terrorsager og de alvorligste bandesager.
RITZAU










