En særdeles voldsom hændelse med adskillige sigtede tager tirsdag formiddag en ny udvikling, når otte mænd fremstilles for drabsforsøg.
En særligt sikret retssal kommer tirsdag formiddag til at danne ramme for en meget alvorlig sag om drabsforsøg.
Ifølge politiet står otte mænd i alderen 20-32 år bag den alvorlige hændelse, der næsten kostede en ung mand livet tidligere på året.
Politiet beskriver i en meddelese på tjeneste Politi Update, at manden sad i sin bil, da han blev omringet og blokeret af gerningsmænd i to andre biler.
Efterfølgende gik det voldsomt for sig.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Om hændelsen, der fandt sted på Østerbro i København den 1. maj, oplyser Københavns Politi, at det 21-årige offer blev hevet ud af sin bil og tildelt adskillige knivstik.
Det voldelige overfald betød ifølge politikredsen, at den unge mand endte i livsfare.
De otte anholdte fremstilles tirsdag i grundlovsforhør. De har alle tilknytning til bandemiljøet, oplyser politiet.
‘Grundlovsforhøret finder sted kl. 09.30 i den særligt sikrede retssal ved Vestre Fængsel, og der vil blive begæret lukkede døre,’ skriver politiet afslutningsvist.
Det er ikke oplyst, hvordan de otte mænd forholder sig til sigtelsen.

