Danmarksdemokraternes socialordfører Karina Adsbøl kræver handling efter en række alvorlige sager om dødsfald og svigt på botilbud. Nu indkalder hun socialministeren til åbent samråd og kræver et styrket tilsyn.
“Hvor mange svigt skal vi være vidner til, før der sker noget fundamentalt på botilbudsområdet?”
Sådan lyder det fra Danmarksdemokraternes socialordfører Karina Adsbøl, der nu kræver politisk handling efter en række alvorlige sager om dødsfald og svigt i omsorgen på danske botilbud.
I et opslag på Facebook skriver folketingsmedlemmet, at hun er dybt berørt af de seneste sager og ikke længere vil se passivt til.
(Artiklen fortsætter under billedet)

“Den seneste tid har budt på dybt tragiske sager om dødsfald og massive svigt i omsorgen. Det gør mig uendeligt trist, og som socialordfører kan og vil jeg ikke se passivt til,” skriver Karina Adsbøl.
Derfor har hun indkaldt socialministeren til et åbent samråd, hvor hun vil have svar på, hvordan udviklingen kan stoppes.
Ifølge Karina Adsbøl er der behov for at undersøge de grundlæggende årsager til problemerne. Hun peger blandt andet på tidligere politiske beslutninger, som hun mener har svækket kontrollen med botilbuddene.
“Den tidligere regerings nedskæringer på tilsynsområdet har bestemt ikke gjort det bedre! Men efterladt et svækket kontrolsystem,” skriver hun.
Hun mener, at et utilstrækkeligt kontrolsystem har skabt huller i sikkerhedsnettet for nogle af de mest sårbare borgere i samfundet.
Kræver bedre kontrol – ikke mere bureaukrati
Karina Adsbøl understreger samtidig, at løsningen ikke er mere papirarbejde, men et stærkere og mere nærværende tilsyn.
Ifølge hende skal der være bedre kontrol med botilbuddene, dygtigere medarbejdere og et styrket økonomisk tilsyn, så problemer opdages tidligere.
Hun retter også en direkte appel til kommunerne, som hun mener har et stort ansvar for at sikre bedre opfølgning.
“Vi har brug for fagfolk, der kommer fysisk ud på bostederne for at vurdere og snakke med den enkelte, og som kan vurdere trivslen,” skriver hun.
“Sikkerheden skal være en topprioritet”
Karina Adsbøl slår fast, at kampen for bedre forhold på botilbudsområdet fortsætter.
Hun mener, at samfundet har et særligt ansvar for borgere, som ikke selv kan råbe op, hvis noget går galt.
“Sikkerheden og omsorgen for vores medborgere skal og må være en absolut topprioritet,” skriver hun.
Opslaget har allerede skabt debat blandt hendes følgere, hvor hun afslutter med et åbent spørgsmål til danskerne:
“Hvad tænker I?”
