Lidl-Trek opdagede sent, at Jasper Philipsen var del af etapens udbrud, og så kom Mads Pedersen på arbejde.
Det lignede en klar taktisk fejl af Mads Pedersen og Lidl-Trek, da en stor gruppe med blandt andre Jasper Philipsen fik lov at slippe væk i begyndelsen af fredagens etape i Tour de France.
Netop den belgiske sprinter er en af danskerens hårdeste konkurrenter i pointkonkurrencen og kunne potentielt hale 25 point ind på Pedersen, hvis han fik frit spil i pointspurten senere på etapen.
Derfor måtte Mads Pedersen indlede en vild jagt, og det kom til at koste mange kræfter at nå op til den store gruppe og hente 20 point til pointregnskabet.
– Det var ikke ideelt. Vi så en stor gruppe køre og tænkte, at det var okay, fordi vi ikke så nogen sprintere i den. Lidt senere fik jeg at vide i radioen, at Philipsen sad i gruppen, og så startede det hårde arbejde for alvor.
– Det var fuld gas i halvanden time, indtil vi nåede op til gruppen, siger Mads Pedersen, der alt i alt erklærer sig tilfreds med dagens udbytte.
Han var ikke den eneste Lidl-Trek-rytter, der var lidt på bagkant på den hæsblæsende etape.
Det gjaldt også holdets to klassementryttere, Juan Ayuso og Mattias Skjelmose, der begge røg en plads tilbage i den samlede stilling.
Årsagen var Tom Pidcock, der var en del af udbruddet og på den måde vandt syv et halvt minut, hvilket sendte ham helt frem på fjerdepladsen.
– Han er en supergod rytter, og derfor hjalp både vi og andre hold med at jagte. Man ønsker ikke, at Tom vinder tid.
– Nu er han foran i klassementet, men afstanden er ikke så stor, og det er okay, siger Juan Ayuso.
Spanieren dumpede ned på femtepladsen, mens Mattias Skjelmose nu er nummer ni.
RITZAU