Dansk legende inden for mortorsport har haft svært ved at overholde færdselsreglerne i sit privatliv og må nu tage den ultimative konsekvens.
Han har kørt Formel 1. Han har vundet Le Mans fire gange.
Men nu er Jan Magnussen kørt direkte ind i problemer på de danske veje.
Den 53-årige motorsportslegende har fået en betinget frakendelse af kørekortet efter at have samlet tre klip – og nu venter både teoriprøve og en ny praktisk køreprøve, hvis han vil beholde førerretten.
Det bekræfter Jan Magnussen over for Ekstra Bladet.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Mens tusindvis af studenter denne sommer har fået klip i huen, har Jan Magnussens kørekort fået sit tredje – og afgørende – klip.
Flere brud på færdselsloven
Ifølge Ekstra Bladet stammer to af klippene fra fartforseelser, hvor den tidligere racerstjerne har kørt hurtigere end tilladt på de danske veje.
Det tredje klip fik han for at bruge en håndholdt mobiltelefon under kørslen.
Efter en karriere, hvor fart har været en livsstil, er det altså ikke racerbanen, men færdselsloven, der nu har bremset den danske motorsportsprofil.
Jan Magnussen ønsker ikke at kommentere sagen yderligere.
Selvom han ikke mister kørekortet med det samme, er konsekvenserne alvorlige.
Den betingede frakendelse betyder, at han nu skal tilbage på skolebænken og bestå både en teoriprøve og en ny praktisk køreprøve.
Består han ikke prøverne inden for den fastsatte frist, bliver frakendelsen ubetinget – og så mister han retten til at køre bil, indtil prøverne er bestået.
For manden, der gennem årtier har levet af at presse biler til det yderste på verdens mest berømte racerbaner, bliver udfordringen nu en helt anden: vigepligtsregler, hastighedsgrænser og færdselslovens mange detaljer.
Storslået karriere
Jan Magnussen er en af de største profiler i dansk motorsports historie.
Han slog igennem som et af verdens største racertalenter i begyndelsen af 1990’erne og fik Formel 1-debut i 1995, hvor han nåede 25 Grand Prix-løb.
Siden skrev han sig ind i historiebøgerne som en af de mest succesfulde danske racerkørere nogensinde med fire samlede sejre i det legendariske 24-timersløb på Le Mans – tre på stribe fra 2004 til 2006 og endnu en triumf i 2009.
Derudover har han også kørt blandt andet NASCAR og er i dag kendt af mange som far til Formel 1-stjernen Kevin Magnussen.
Nu er det dog ikke pokaler og podiepladser, der fylder – men en ny teoribog og en køreprøve, der afgør, om racerlegenden fortsat må sætte sig bag rattet på de danske veje.
