Regeringen og et bredt flertal i Folketinget er klar med en akutplan, der skal ændre, hvem der får adgang til Danmarks pressede elnet.
Fremover skal almindelige familier, hospitaler, fjernvarme og virksomheder prioriteres – mens store, strømslugende datacentre risikerer at blive skubbet helt bagerst.
Danmarks elnet er under massivt pres, og nu griber politikerne ind.
Regeringen har sammen med et bredt flertal i Folketinget indgået en politisk aftale om en akutplan, der skal sikre, at den begrænsede plads i elnettet går til de projekter, der har størst betydning for samfundet.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Baggrunden er, at efterspørgslen på nettilslutning er eksploderet, mens udbygningen af elnettet ikke har kunnet følge med. Flere steder i landet er kapaciteten tæt på at være opbrugt, og det truer både den grønne omstilling og virksomhedernes muligheder for at elektrificere.
I dag bliver adgangen til elnettet i høj grad fordelt efter først-til-mølle-princippet. Det vil politikerne nu lave om på.
Hvis lovforslaget bliver vedtaget, får Energinet og netselskaberne mulighed for at prioritere, hvem der skal have adgang først.
Det betyder blandt andet, at almindelige husstande, hospitaler, varmeforsyning, kollektiv transport, virksomheder og projekter med vedvarende energi skal stå forrest i køen.
Omvendt risikerer meget store og strømtunge projekter – herunder udenlandsk ejede datacentre – at blive nedprioriteret.
Ny minister kalder det meget alvorligt
Klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa kalder situationen alvorlig og mener, at den grønne omstilling ikke må bremses af mangel på netkapacitet.
Hun understreger, at den eksisterende plads i elnettet skal bruges dér, hvor den gavner Danmark mest.
Aftalen har opbakning fra partier på tværs af Folketinget, herunder Socialdemokratiet, Venstre, SF, Moderaterne, Konservative, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet.
Flere partier peger direkte på, at tech-giganternes datacentre ikke længere skal kunne optage store dele af den begrænsede kapacitet, hvis det sker på bekostning af den grønne omstilling og danske virksomheder.
Lovforslaget sendes nu i høring og ventes fremsat i Folketinget efter sommerferien.
Målet er, at de nye regler kan træde i kraft allerede til efteråret, så Energinet og netselskaberne kan begynde at prioritere ansøgninger efter de nye kriterier.
Men politikerne understreger samtidig, at akutplanen kun er første skridt.
Efter sommerferien skal forhandlingerne fortsætte om en markant udbygning af elnettet og en samlet plan for Danmarks energiinfrastruktur frem mod 2035.
Samtidig oprettes både et nyt dialogforum med myndigheder, kommuner, Energinet og netselskaber samt en særlig højniveauarbejdsgruppe, der skal finde løsninger på de voksende kapacitetsproblemer.
Med aftalen håber regeringen at sikre, at manglen på strømkapacitet ikke bliver den næste store bremseklods for Danmarks grønne omstilling.
