Natten til lørdag er der sket flere uhyggelige hændelser på Roskilde Festival, hvor to piger blandt andet er blevet voldtaget. Sådan oplyser politiet lørdag morgen
En ung kvinde måtte natten til lørdag i mørket på Roskilde Festival flygte fra sin gerningsmand i løb, da hun netop var blevet voldtaget på et toilet nær Orange Scene.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi lørdag morgen i en pressemeddelelse.
Voldtægten skete ifølge anmeldelsen omkring klokken 03.33 og har en 22-årig kvinde som offer.
‘Gerningsmanden skal være en mand, hun har mødt i en bod kort forinden,’ lyder det fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Politiet har på nuværende tidspunkt ikke udsendt noget signalement af gerningsmanden, der altså ikke er blevet anholdt.
‘Politiet forsøger at fastlægge mandens identitet,’ oplyses det i pressemeddelelsen.
Den anmeldte voldtægt på den 22-årige kvinde er ikke den eneste, der er sket på Roskilde Festival i nat.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Sent fredag aften klokken 23.58 modtog Midt- og Vestsjællands politi også en anmeldelse om, at en 19-årig kvinde skulle være blevet udsat for en voldtægt på Roskilde Festival.
Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi skal den mistænkte gerningsmand her være en 17-årig dreng, som nu er blevet anholdt.
Anholdelsen af drengen skete omkring gerningsstedet, efter politiet ankom.
‘Den 17-årige afhøres nu af politiet,’ oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.
Politiet oplyser i dette tilfælde ikke, hvad den mistænkte gerningsmand og offerets forudgående relation har været.
De to hændelser natten til lørdag er ikke første gang på årets Roskilde Festival, at unge kvinder anmelder voldtægter.
Mandag aften anmeldte en 17-årig pige, at hun var blevet voldtaget i et telt, mens gerningsmandens kammerat så på.
Dagen efter blev en 25-årig mand anholdt og sigtet for voldtægten – det samme gjorde hans 24-årig ven, der ifølge politiet så på.
Den 25-årige mand blev anholdt i forbindelse med et voldeligt optrin, hvor han angreb en vagt fysisk.
Da politiet ankom til stedet, kunne betjentene konstatere, at det var samme mand, der var eftersøgt for den pågældende voldtægt



