En lang række camps på Roskilde Festival har taget druklegende til et nyt niveau i kampen om titlen som årets vinder af ‘Den store bongdyst’.
Det kan næppe komme bag på nogen, at der bliver drukket betydelige mængder alkohol på Roskilde Festival i disse dage.
Overalt på festivalen er den berygtede ølbong et særligt yndet instrument til indtagelsen af de flydende procenter. Men i nogle camps har de taget kunsten at tage en ølbong til et helt andet niveau.
Der kører nemlig en uofficiel konkurrence på Roskilde Festival, der ganske simpelt går ud på at finde ud af, i hvilken camp der bliver taget flest ølbonger.
Presse-fotos.dk’s fotograf besøgte tirsdag en af de camps, der ligger særligt godt til i konkurrencen.
(Artiklen fortsætter under billedet)

‘Så er der bong’
På campen, der kalder sig selv Vibys Vikinger, kan man flere gange om dagen høre tonerne af den moderne Roskilde-klassiker ‘Middelalderbongsangen’.
Teksten er relativt simpel, da den primært går på ‘Så er der bong, så er der bong, så er der bong’.
Og bong er der da også ganske ofte i campen.
Torsdag aften lyder tallet nemlig på intet mindre end 1059 ølbonger siden lørdag, hvor campingpladsen ved Roskilde Festival åbnede.
Det er i skrivende stund nok til en tredjeplads på ranglisten for campen, der har cirka tyve medlemmer og også gerne deler bonger ud til gæster.
Målet er at nå 1500, inden festivalen er ovre.
‘Den store bongdyst’, som konkurrencen hedder, har eksisteret siden 2024 og er altså ikke tilknyttet til eller promoveret af Roskilde Festival selv.
For at deltage skal man være 18 år eller derover, men det er faktisk ikke et krav, at der er alkohol i bongen.
Hver eneste bong, der bliver taget skal fotodokumenteres og uploades på konkurrencens hjemmeside for at tælle med.






