Flere af efterårets luftobservationer var droner, stod der i rapport, men hvem der stod bag, var uklart.
Der var droneaktivitet i Danmark sidste år, men hvem der stod bag, kunne hverken forsvarsminister Jeppe Bruus (S) eller forsvarschef Michael Hyldgaard svare konkret på, da duoen i sidste uge fremviste en rapport om Forsvarets indsats i forbindelse med luftobservationer i efteråret 2025.
På den front er statsminister Mette Frederiksen (S) mere tydelig i mælet onsdag.
– En hybrid krig er jo kendetegnet ved, at afsenderen ikke fortæller, hvem afsenderen er. Men den, der fører hybridkrig mod Europa, er Rusland. Det ved alle europæere, siger statsministeren på et doorstep onsdag på Christiansborg, hvor hun bliver spurgt til emnet.
Det er statsministerens første ord om sagen, efter at rapporten i sidste uge blev præsenteret.
Den 22. september sidste år blev flytrafikken omkring Københavns Lufthavn lukket i fire timer efter meldinger om store droner i luftrummet over lufthavnen. Herefter fulgte flere dage med meldinger om observationer af droner i dansk luftrum over både lufthavne og militære anlæg.
I sidste uge kunne hverken Bruus eller Hyldgaard svare på, om der var tale om droner fra “fremmede magter”.
Hverken ministeren eller forsvarschefen svarede direkte på, om de vidste, hvor dronerne stammede fra. I stedet understregede Bruus, at dronerne er en del af den “hybride påvirkning”.
– Vi kan lige så godt sige det, som det er. Ingen myndigheder noget sted i Europa vil kunne bevise det hele, for det er hele pointen med hybridkrig, siger Mette Frederiksen.
– Russernes ønske med den her hybridkrig er at true os, skræmme os, skabe splid og sørge for, at medier sætter spørgsmålstegn ved, om man som borger kan stole på ens myndigheder. Det kommer ikke bag på mig, at alle ikke kan finde sine ben i den her hybridkrig, siger statsministeren.
Konklusionerne fra sidste uges rapport, som altså siger, at der var tale om droner, bygger primært på soldaters observationer. Men der blev ikke fremlagt fysiske beviser.
/ritzau/