I slutningen af maj rystede en eksplosion et villakvarter på Amager, efter en 31-årig familiefar mistede livet. Nu er der nyt.
Det var tragiske meldinger, der kom fra Amager, efter at politiet en mandag aften i maj modtog en anmeldelse om en eksplosion i et boligkvarter.
En eksplosion, der endte med at koste en tilsyneladende uskyldig familiefar livet.
Efterfølgende har sagen udviklet sig og politiet har over flere omgange foretaget anholdelser af personer, der har relation til alvorlige forbrydelse.
Tirsdag har sagen endnu en gang taget en drejning.
(Artiklen fortsætter under billedet)

I en myndighedsmeddelelse skriver Københavns Politi, at kredsen har foretaget endnu en anholdelse efter den alvorlige hændelse på Kurvemagerstien.
‘Efterforskningen af sprængningen på Amager den 25. maj, hvor en 31-årig mand mistede livet, førte i går til anholdelse af en 19-årig mand med dansk statsborgerskab.’
Han er sigtet for medvirken til drab og vil 9.30 blive fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byrets afdeling i Vestre Fængsel,’ lyder det.
Der vil blive begæret lukket døre af anklagemyndigheden.
Der er allerede blevet sigtet og anholdt flere gerningspersoner i sagen.
Indledningsvist gjaldt det to mænd på 19 og 20 år, der blev anholdt umiddelbart efter, at granaten blev sprængt. Kort efter blev en 18-årig desuden anholdt.
Senere blev to kvinder sigtet med mistanken for at have hjulpet med at bringe granaten til de tre mænd, hvorefter en 19-årig blev sigtet for at skulle have betalt for at give granaten videre.
Det fremgår ikke umiddelbart, hvilken rolle den 19-årige mand, der er blevet anholdt mandag, er mistænkt for andet end medvirken til drab.


