Kendt skyldig: Er blevet idømt fængselsstraf

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Folketingsmedlemmet Cecilie Liv Hansen har siden ugen efter valget den 24. marts været en omdiskuteret person. Nu er hendes samlever blevet idømt fængselsstraf ved dansk domstol

28-årige Søren Emil Hoppe Steenberg er mandag idømt fængsel og samfundstjeneste.

Samleveren til folketingsmedlem Cecilie Liv Hansen erkendte i Retten i Kolding, at han 3. december sidste år havde været i besiddelse af 121 gram hash, 46 gram skunk og 15 poser med cannabisvingummier.

Formålet var, at stofferne skulle videresælges, forklarede han i retten.

Politiet fandt ham også i besiddelse af 5365,50 kroner, hvoraf cirka 2100 kroner efter rettens vurdering stammede fra forudgående salg af stoffer.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Folketingsmedlemmet Cecilie Liv Hansen

Søren Emil Hoppe Steenberg er blevet idømt 30 dages betinget fængsel med vilkår om 40 timers samfundstjeneste.

Sagen fik i marts den konsekvens, at Cecilie Liv Hansen blev ekskluderet fra partiet Liberal Alliance bare fire dage efter folketingsvalget.

Det skete, fordi Cecilie Liv Hansen efter partiets mening havde løjet over for partiet om sagen.

Cecilie Liv Hansen, der også er medlem af byrådet i Kolding og regionsrådet i Region Syddanmark, har valgt at fortsætte sin politiske karriere som løsgænger.

Søren Emil Hoppe Steenberg lagde allerede i marts kortene på bordet i et kommentarspor på Facebook til en artikel om sagen hos TvSyd.

Her slog han samtidig fast, at kæresten – Cecilie Liv Hansen – ikke vidste besked om eller var involveret i handlen.

– Lad os kalde det, hvad det er. Jeg har solgt cannabis, og jeg står til ansvar for mine handlinger. Det er mit ansvar – ikke hendes. Hun havde hverken kendskab til det eller nogen som helst involvering i det, skrev han.

Cecilie Liv Hansen blev ikke nævnt under retsmødet i Kolding, der tog knap en time.

Den 28-årige samlever fortalte, at han havde solgt stoffer over en periode på “mindre end en måned”.

Det skete ifølge den tiltalte, fordi han var økonomisk presset, efter at han var blevet opsagt i sit job.

Salget af stoffer blev ifølge den tiltalte aftalt via sms-beskeder. Det skete i forening med en person, som den 28-årige ikke i retten ville navngive.

Efter anholdelsen foretog politiet en ransagning på Søren Emil Hoppe Steenbergs og Cecilie Liv Hansens fælles bopæl i Kolding.

Her blev der i et natbord fundet knap fem gram psykedeliske svampe.

Der var ifølge den tiltalte tale om svampe af arten “spids nøgenhat”, som han havde indsamlet i “naturen omkring Kolding”.

Svampene er på listen over forbudte euforiserende stoffer. Retten fandt det dog ikke bevist, at disse svampe blev besiddet med henblik på videresalg.

Det kom i retten også frem, at Søren Emil Hoppe Steenberg tidligere er dømt for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer.

Det var i 2018, hvor han blev idømt en bøde på 2000 kroner for besiddelse af hash.

Den 28-årige modtog dommen og havde efterfølgende ingen kommentarer til sagen.

/ritzau/

RADIO MANUS

Annonce
Annonce
Annonce