En partiformand fra blå blok skyder med skarp mod Mette Frederiksen. Han mener, at udlændingepolitikken er “slået ihjel”.
Der står ikke alverdens om udlændingepolitikken i det regeringsgrundlag, som Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og De Radikale tirsdag har præsenteret, men firkløverregeringen “står fast på dansk udlændinge- og retspolitik”.
Det siger fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde.
“Den nye regering står fast på dansk udlændinge- og retspolitik. Den er der bredt flertal for i Folketinget og befolkningen. Det er afgørende for sammenhængskraften”, siger Mette Frederiksen.
(Artiklen fortsætter efter billedet)

I regeringsgrundlaget på 76 sider står ordet “udlændinge” nævnt to gange. Men ifølge Mette Frederiksen vil den nye regering “udvise flere kriminelle udlændinge, styrke indsatsen mod social kontrol, vold og genopdragelsesrejser”, siger hun.
I valgkampen fremlagde Socialdemokratiet et udlændingeudspil, men netop udlændingeområdet er et emne, som før har skabt stor uenighed blandt partierne i rød blok.
Blå blok tordner
Men det er altså ikke alle, der har den helt store tiltro til, at flere kriminelle udlændinge vil blive udvist.
I et facebook-opslag skriver Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, blandt andet dette:
“METTE FREDERIKSEN HAR SLÅET UDLÆNDINGEPOLITIKKEN IHJEL!”, starter formanden sit opslag med.
“Der er INTET om, at vi skal have flere til at rejse hjem til muslimske lande, end vi tager imod. På trods af at det var Socialdemokratiets målsætning inden valget at gøre netop det. Der er INTET om, at udenlandske mordere og voldtægtsmænd skal hjemsendes, selv hvis konventionerne står i vejen. På trods af at udlændingeminister Rasmus Stoklund inden valget skrev en hel bog om det”, skriver Morten Messerschmidt.
esserschmidt lover Mette Frederiksen, at han vil være efter hende på udlændingepolitikken.
“Nu skal du høre her, Mette Frederiksen: Du får ikke lov til at føre din slappe udlændingepolitik, uden at offentligheden får det at vide. Jeg kommer til at være efter dig hver evig eneste dag de næste fire år. Du får ikke et ben til jorden. Det garanterer jeg dig”, skriver han.
Irettesatte journalist
En journalist til pressemødet ved Marienborg konstaterede, at udlændingepolitikken fylder forsvindende lidt i det nye regeringsgrundlag.
“Jeg noterede for eksempel, at LGBTQ+-politik er nævnt flere gange end udlændingepolitikken?” sagde journalisten til Mette Frederiksen.
(Artiklen fortsætter efter billedet)

“Din optælling er selvfølgelig ikke rigtig”, lød svaret fra Mette Frederiksen.
Ifølge TV2 fremgår det faktisk, at ordet “LGBTQ+” kan findes tre gange, mens ordet “udlændinge” kun findes to steder på de 79 sider.
Her skal det retfærdigvis nævnes, at Mette Frederiksen nævner andre tiltag som udlændingepolitik, skriver TV2.