Stigende oliepriser får SAS til at aflyse flere sommerafgange.
Krigen i Mellemøsten mellem USA og Iran trækker stadig i langdrag.
Og det betyder, at nedlukningen af Hormuz-strædet stadig er i effekt. Det mærker flyselskabet SAS konsekvenserne af.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Flere SAS-passagerer må nemlig i sommermånederne se deres rejseplaner falde fra hinanden, efter flyselskabet har aflyst en række afgange i juli og august på grund af stigende brændstofpriser.
Danmarks Radio har snakket med folk, som er har oplevet disse konsekvenser på første hånd.
Blandt de ramte er Dalila Karalic, som havde planlagt en ferie i Sarajevo med sin forlovede og deres søn. Turen skulle have været særlig, fordi det var første gang, hendes forlovede skulle møde hendes familie i Bosnien.
Men den direkte SAS-rute fra København til Sarajevo er nu aflyst hele juli.
“Det er faktisk rigtigt ærgerligt,” fortæller hun.
Familien blev tilbudt en alternativ rejse med mellemlanding og markant længere rejsetid, men valgte at takke nej.
Ifølge Dalila Karalic ville turen blive næsten dobbelt så lang, og hun ønskede ikke flere flyskift, da hun er bange for at flyve.
Også Adis Herak har fået aflyst sin direkte flyvning til Sarajevo. Han accepterede en ombooking, men må nu bruge omkring otte timer på rejsen, inklusive fem timers ventetid i Warszawa.
“Ellers havde jeg været der på to timer og et kvarter,” siger han.
Brandstofskrisen rammer hårdt
SAS bekræfter, at flere afgange er blevet “kapacitetstilpasset” hen over sommeren som følge af kraftigt stigende priser på flybrændstof efter konflikten i Iran.
Ifølge SAS gælder aflysningerne blandt andet de direkte ruter til Sarajevo og Istanbul i hele juli, mens flyvningerne til Nuuk er aflyst både i juli og august.
Samtidig flyves der med lavere frekvens på enkelte indenrigsruter, blandt andet mellem Bergen og Oslo.
Flyselskabet understreger, at ændringerne er midlertidige, og at man løbende vurderer situationen i takt med udviklingen i Mellemøsten.
SAS fremhæver samtidig, at tilpasningerne sker for at beskytte de vigtigste afgange i sommerens travle rejseperiode.
Flere passagerer kritiserer dog selskabets kommunikation omkring aflysningerne.
Adis Herak fortæller, at han først opdagede aflysningen via en app-notifikation og selv måtte kontakte SAS for at få oplysninger om ombooking.
Dalila Karalic opdagede derimod nyheden i en Facebook-gruppe.
“Havde jeg ikke set det på Facebook, havde jeg stået to uger før og tænkt: ‘Åh nej, de har sgu aflyst’,” siger hun.
SAS er endnu ikke vendt tilbage til DR på kritikken af den manglende information til kunderne.
