Bag seks meter høje betonmure og stålwirer: Her afsoner Philip Westh sin livstidsdom

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Stålwirer mod helikopterflugter, underjordiske gange og meterhøje mure skal holde den livstidsdømte isoleret og under kontrol.

Under massiv bevogtning og bag nogle af landets mest avancerede sikkerhedsforanstaltninger afsoner den infamøse Philip Westh nu sin livstidsdom i Storstrøm Fængsel på Nordfalster.

Fængslet er blandt Danmarks mest flugtsikre og huser flere af landets farligste og mest profilerede indsatte.

Efter dommen for drabet på Emilie Meng, frihedsberøvelse, grove seksuelle overgreb og overfald pegede meget ellers mod Herstedvester Fængsel, der er specialiseret i indsatte med lange domme og behov for psykologisk eller sexologisk behandling.

(Artiklen fortsætter under billedet)

(Arkivfoto- Privatfoto.)

Men ifølge Ekstra Bladets oplysninger er det i stedet sikkerhedshensyn, der har ført Philip Westh til Storstrøm Fængsel.

Topmoderne fængsel

Fængslet er designet med omfattende sikkerhedsløsninger, herunder underjordiske gange, der gør det muligt at transportere indsatte rundt uden kontakt med andre fanger.

På den særligt sikrede afdeling er taget udstyret med stålwirer for at forhindre flugtforsøg med helikopter, og hele fængselsområdet er omgivet af en seks meter høj og halvanden kilometer lang betonmur.

Indretningen gør det muligt at holde indsatte adskilt fra hinanden, hvilket vurderes særligt vigtigt i Philip Wesths tilfælde.

Med den massive omtale af hans forbrydelser anses han både som en potentiel sikkerhedsrisiko og som en indsat, der kan være udsat for overfald og selvjustits fra andre fanger.

Philip Westh har været indespærret siden april 2023, hvor politiet anholdt ham i Korsør og befriede den 13-årige pige, han havde holdt fanget.

(Artiklen fortsætter under billedet)

(Emilie Meng og Philip Westh – Arkivfoto.)

Allerede dengang blev han placeret i Storstrøm Fængsel som arrestant, angiveligt på den særligt sikrede afdeling. Efter at han sidste år droppede sin ankesag og accepterede livstidsdommen, overgik han formelt til almindelig afsoning.

Philip Wesths hverdag

Hverdagen i fængslet er præget af faste rammer og begrænset kontakt med omverdenen. De fleste indsatte bor i cirka syv kvadratmeter store celler med eget toilet og håndvask.

Fangerne kan arbejde i fængslets værksteder med blandt andet træarbejde, metal, montageopgaver og maling eller hjælpe til i køkkenet og med vedligeholdelse af de grønne områder.

Der er fællesskab for mange indsatte i arbejdstiden og fritiden, men det er også muligt at afsone i enrum eller med begrænset kontakt til andre. Fritiden kan bruges på sport, hobbyaktiviteter eller biblioteket.

Besøg og kontakt til omverdenen er underlagt strenge regler.

Besøgende skal godkendes af kriminalforsorgen, og livstidsdømte må i de første ti år som udgangspunkt ikke opbygge nye relationer uden for fængslet. Telefonkontakt er begrænset til et mindre antal godkendte personer, og samtalerne optages.

Gyselige noveller

Under sin tid som arrestant brugte Philip Westh blandt andet tiden på at skrive håndskrevne noveller med beskrivelser af bortførelser og seksuelle fantasier om unge kvinder.

Teksterne blev senere læst op under retssagen og indgik som en del af anklagemyndighedens beviser.

Det er også kommet frem, at han tidligere har haft brevkontakt med tidligere venner, men forbindelsen blev afbrudt derfinitivt i 2024.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Samtidig er der kommet nyt fokus på Philip Westh, efter det for nylig blev afsløret, at han tidligere i år afgav en ny forklaring til politiet om drabet på Emilie Meng, hvor han for første gang tilstår.

Hans advokat har oplyst, at ønsket var at tage ansvar for handlingerne.

Politiet har siden bekræftet, at afhøringen fandt sted 2. marts 2026, hvorefter pårørende og forurettede blev orienteret om relevante dele af forklaringen.

Forklaringen ændrer dog ikke på den allerede afsagte dom eller politiets tidligere konklusioner i sagen.

Lovændringer betyder samtidig, at Philip Westh skal afsone minimum 20 år, før han kan søge om prøveløsladelse. Hvor han tidligere kunne have søgt allerede i 2035, kan han nu tidligst komme i betragtning til løsladelse i 2043.

Til den tid vil han være 52 år gammel.

Annonce
Annonce