Aalborg Karneval er i fuld gang, og det samme er politiet. For stofferne flyder nemlig i gaderne.
Der er godt gang i Aalborg Karneval – og det er der også for politiet.
En patrulje har blandt andet anholdt to personer for at bære kniv på offentligt sted. Begge er siden blevet løsladt.
Men samtidig flyder gaderne med stoffer, og det har fået politiet til at tage fat.
(Artiklen fortsætter efter billedet)

”Netop euforiserende stoffer er noget, vores patruljer fortsat holder skarpt øje med,” fortæller vicepolitiinspektør Søren Pejtersen, der leder politiets indsats under karnevallet.
”Indtil videre har vi sigtet 62 personer for besiddelse af euforiserende stoffer, og vi er fortsat meget opmærksomme på området. Som vi også har meldt ud i dagene op til karnevallet, er det noget, vi er bekymrede for og ser alvorligt på,” understreger vicepolitiinspektøren.
Udover ovenstående har Nordjyllands Politi modtaget anmeldelser om to voldstilfælde og sigtet tre personer for overtrædelse af jernbaneloven, efter at karnevalsdeltagere havde krydset jernbanen til fods.
Taget tingene i betragtning lyder meldingen fra politiet, at optoget indtil videre har forløbet festligt og forholdsvis roligt.