Tivoli afslører nu 12 ekstra Fredagsrock-koncerter, der indtager Plænen i de tidlige aftentimer inden aftenens hovednavn.
Tivoli har så småt allerede taget hul på årets stjernespækkede musikprogram med de første fire FredagsRock-koncerter afviklet i løbet af den seneste måned.
Men i løbet af sommeren bliver det kun vildere.
I sidste uge kunne forlystelsesparkens kulturafdeling løfte sløret for sommerens LørdagsHits-program, og nu kommer endnu flere koncerter på programmet i løbet af årets varmeste måneder.
Tivoli kan nemlig løfte sløret for yderligere 12 artister, der indtager Plænen som tidlige Fredagsrock-koncerter før aftenens hovednavn.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Danske stjerner fra flere generationer
Når stjerner som Rick Astley, Jessie J, Flo Rida og TLC optræder i løbet af juni, juli og august får de fornem opvarmning.
12 fredage i streg byder Tivoli nemlig ikke blot på én, men to koncerter på samme aften – klokken 19 og 22.
”De tidlige Fredagsrock-koncerter er skabt som en naturlig forlængelse af hele Fredagsrock-oplevelsen og for generelt at tappe ind i følelsen af fredag – endelig weekend. Vi ønsker, at Tivoli skal være et samlingssted, hvor musikken møder publikum på flere måder, og hvor vi kan præsentere artister i forskellige faser af deres karrierer,” fortæller chef for underholdning i Tivoli Marika Louise Lumholt Hakesberg i en pressemeddelelse.
Og man kan da roligt sige, at de 12 – primært danske – artister, der skal spille de tidlige FredagsRock-koncerter, er forskellige steder i deres karrierer.
På programmet finder vi nye spændende navne som Sira Jovina, Østen, Karoline Mousing og Ella Augusta.
Men der er også blevet plads til mere rutinerede stjerner som Wafande og de nyligt gendannede Ulige Numre.
Deres tid på den danske musikscene blegner dog ved siden af den karriere, som Anne Linnet har haft.
Spørgsmålet er vel egentlig, om det er hende, der varmer op for Rick Astley den 3. juli – eller om det er Rick Astley, der spiller op til efterfest efter Anne Linnets optræden.
Du kan se hele FredagsRock-programmet og læse mere på Tivolis hjemmeside. Herunder kan de se programmet for de 12 datoer, hvor der både er koncert klokken 19 og 22:
Dobbelt op på Fredagsrock
5. juni
19.00 – Ulige Numre
22.00 – Jonah Blacksmith
12. juni
19.00 – Sira Jovina
22.00 – TLC (US)
19. juni
19.00 – Maja Francis (SE)
22.00 – Brad Paisley (US)
26. juni
19.00 – Wafande
22.00 – Malk de Koijn
3. juli
19.00 – Anne Linnet
22.00 – Rick Astley (UK)
10. juli
19.00 – Mekdes
22.00 – URO
17. juli
19.00 – Karoline Mousing
22.00 – Jessie J (UK)
24. juli
19.00 – Østen
22.00 – Zar Paulo
31. juli
19.00 – Patina
22.00 – GNAGS
7. august
19.00 – Pelle Peter Jencel (dj)
22.00 – Flo Rida (US)
14. august
19.00 – Ella Augusta
22.00 – Pil
21. august
19.00 – Xander Linnet
22.00 – Burhan G