Ny måling viser voksende utålmodighed, mens forhandlingerne trækker ud.
Utålmodigheden vokser blandt vælgerne, mens regeringsforhandlingerne fortsat trækker ud. En ny måling viser, at et flertal nu mener, at processen har varet for længe, og at der bør sættes en form for tidsramme.
I en måling fra Voxmeter for Ritzau svarer 55 procent af de adspurgte, at forhandlingerne har varet for længe, mens 57 procent ønsker en hurtig dannelse af en regering.
Selv om forhandlingerne mandag ifølge parterne gik ind i en mere forpligtende fase, er der ifølge Ritzaus oplysninger fortsat ikke udsigt til en snarlig afklaring. Forhandlingerne ventes at fortsætte onsdag.
Dermed nærmer processen sig en mulig rekord for længste regeringsforhandlinger siden 2022, hvor forhandlingerne varede seks uger. De nuværende forhandlinger er på vej ind i deres femte uge.
Samtidig mener 52 procent af de adspurgte, at der bør indføres en grænse for, hvor længe det må tage at danne en regering.
Socialdemokratiets politiske ordfører Christian Rabjerg Madsen anerkender utålmodigheden, men advarer mod faste tidsrammer.
‘Selv om jeg bestemt også mener, det er vigtigt, at vi får en regering, er jeg ikke sikker på, at tidsgrænser er den rigtige løsning. Alle involverede politikere vil lige så gerne have en regering som resten af befolkningen, men det politiske billede er komplekst,’ siger han.
Ifølge professor i statskundskab Peder Nedergaard findes der ingen formelle grænser for, hvor længe regeringsforhandlinger må vare.
‘Grundloven sætter ikke grænser for, hvor længe regeringsforhandlinger må foregå, og folk vil i denne periode altid gerne vil have en afklaring, men tingene må tage den tid, de tager,’ siger han.
Han vurderer samtidig, at processen kan ende med at slå rekord i længde, men at det er et vilkår i et sammensat Folketing.

