Det er et topmøde i krigens skygge, udtaler fungerende statsminister Mette Frederiksen ved sin ankomst til et vigtigt uformelt EU-topmøde på Cypern.
Hun henviser til krige i Mellemøsten og i Ukraine, som har forværret den sikkerhedspolitiske situation og medført højere priser for forbrugerne på en række varer.
– Når man lægger alt det sammen, er Europa i en sværere og farligere situation, end vi har været i rigtig mange år, siger hun.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Hun uddyber, at Europa er nødt til at opruste militært og at udfase fossile brændsler for at stå stærkere.
Udmeldingen kommer, efter at EU-landene efter måneders slagsmål med Ungarn endelig kunne samle enstemmig opbakning til et EU-lån på 90 milliarder euro til Ukraine.
Det har tidligere været fremme, at Ukraine risikerer at løbe tør for penge i maj. Derfor håber det krigsramte land på at få pengene hurtigt.
Ungarn og Slovakiet har desuden længe blokeret den 20. sanktionspakke mod Rusland, som skal stramme grebet om den russiske olieeksport. Men torsdag blev den vedtaget.
Den 20. sanktionspakke indeholder blandt andet grundlaget for et fremtidigt forbud mod søtransport af russisk olie.
Rusland invaderede Ukraine fuldtonet i 2022 og siden har mange tusinde på begge sider mistet livet.
