Der er gået over en måned siden folketingsvalget. Det er snart to uger siden, Løkke deltog i forhandlinger. Nu sker en udvikling fra rød blok, der kommer med en markant melding
Der er hverken et rødt eller blåt flertal efter folketingsvalget 24. marts, men Moderaterne, som sidder med de afgørende mandater, har for nuværende meldt sig helt ud af forhandlingerne om en ny regering.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Ikke siden 10. april har Moderaterne med Lars Løkke Rasmussen i spidsen deltaget i forhandlinger – officielle i hvert fald – hos den kongelige undersøger og forhandlingsleder Mette Frederiksen (S), men SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, og Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, mener, at Løkke bør stemple ind i regeringsforhandlingerne igen.
– Jeg vil sige, at det ville være positivt, hvis Lars Løkke vil deltage i forhandlingerne. Vi har brug for en regering i Danmark, siger Pia Olsen Dyhr efter onsdagens forhandlinger på Marienborg, statsministerens embedsbolig.
Dragsted er umiddelbart mere kritisk.
– Det er på tide, at Lars Løkke kommer ud af sit selvvalgte vinterhi og sætter sig ved bordet og tager ansvar for vores land, siger Dragsted på vej ind til forhandlingerne.
Tirsdag kom det frem, at en stor knast er velfærdsforliget fra 2006. Det sikrer, at borgerne arbejder længere, i takt med at levealderen stiger. Det er et af de mest centrale forlig i dansk politik.
Socialdemokratiet, Venstre og De Konservative ytrede uenighed om, hvorvidt velfærdsforliget skal genbekræftes før eller efter en regeringsdannelse.
Løkke er ikke umiddelbart tilhænger af at vente, til efter en ny regering er dannet, og derfor er han ikke mødt op til forhandlingerne på det seneste.
Hverken SF eller Enhedslisten er med i velfærdsforliget. Det blev i sin tid indgået af den daværende VK-regering samt Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og De Radikale.
Socialdemokratiets Peter Hummelgaard skrev tirsdag på Facebook, at det er Finansministeriets vurdering, at Moderaterne “teknisk set ikke længere er en del af forliget”. Men den vurdering er Løkke ikke enig i.
Finansministeriet har tidligere i et svar til Folketinget oplyst, at Moderaterne indtræder i forliget “som følge af regeringsdannelse”. Det fremgår af et svar fra januar 2023, efter at SVM-regeringen blev dannet i december 2022.
Pia Olsen Dyhr vil gerne se nærmere på velfærdsforliget, siger hun onsdag.
Dragsted mener, at hvis Løkke gerne vil have garantier på den økonomiske politik, så bør Løkke komme tilbage til forhandlingerne eller snart melde ud, om han hellere vil kigge andre veje og pege på en anden kongelig undersøger.
– Hvis Løkke gerne vil have indflydelse på det, så synes jeg, at han skulle sætte sig til bordet eller tage konsekvensen og sige, at “jeg tror ikke på det her, jeg vil have en anden forhandlingsleder”, og så må han jo prøve at sætte sig sammen med Morten Messerschmidt og finde ud af, om de to kan lave en aftale sammen, siger Dragsted med henvisning til DF’s formand.
Messerschmidt og Løkke er langt fra hinanden politisk, og Messerschmidt har gentagne gange udtalt, at han ikke vil gøre Løkke til minister for noget som helst.
Løkke vil have en midterregering og har ytret, at han er mere end lunken ved at indgå i en regering, som er afhængig af Enhedslisten.
/ritzau/