Pension og skattepolitik kan blive emner, hvor der skal indgås kompromiser i regeringsforhandlinger, mener DI.
Dansk Industri opfordrer Venstre og De Konservative til at gå konstruktivt ind i regeringsforhandlingerne.
Det siger erhvervsorganisationens administrerende direktør, Lars Sandahl Sørensen, lørdag.
Udmeldingen kommer, efter at Lars Løkke Rasmussen (M) fredag krævede, at de to borgerlige partier inviteres ind i forhandlingslokalet af Mette Frederiksen (S).

Men hvis de skal nå hinanden, kræver det, at alle partier sluger nogle kameler, erkender DI’s direktør.
– Pension og skattepolitik er emner, hvor S og V er nødt til at læne sig ind mod hinanden, siger Lars Sandahl Sørensen.
Dansk Industri arbejder for erhvervslivets interesser og har derfor typisk holdninger, der lægger sig op ad de borgerlige partiers mærkesager.
Efter Løkkes ultimatum har Venstre meddelt, at partiet skal til forhandlinger med Mette Frederiksen mandag.
De Konservative har endnu ikke meldt ud, om de er inviteret til forhandlinger.
/ritzau/