Københavnske punkkometer tager på stor nordisk turné

Det københavnske hardcoreband Syl indtager 16 byer på tværs af Norden, når de drager på turné fra oktober til januar.

I slutningen af marts kunne spillestedet Vega løfte sløret for 2027’s åbningsnavn i Store Vega.

Annonceringen var i forvejen en stor milepæl for det danske hardcoreband Syl, men nu bliver anledningen gjort endnu større.

Koncerten den 8. januar kommer nemlig ikke blot til at markere begyndelsen på Vegas koncertår. Den bliver samtidig afslutningen på en omfattende turné på tværs af Sverige, Norge, Island og Danmark.

Det annoncerer All Things Live i en pressemeddelelse.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto: HeyJackStudio

Norden rundt

Den 1. oktober 2026 påbegynder Syl en stor turné, der byder på hele 16 stop fordelt over lidt mere end tre måneder.

Turnéen starter i Malmö og fortsætter med yderligere to svenske koncerter efterfulgt af tre stop i Norge og en enkelt optræden i den islandske hovedstad Reykjavik.

Herefter venter otte danske koncerter i blandt andet Vejle, Odense, Aalborg og Aarhus, før turnéen afsluttes med manér i Store Vega den 8. januar næste år.

Der er altså rig mulighed for både danskere, svenskere, islændinge og nordmænd for at opleve et af de mest fremadstormende bands på den danske hardcorescene lige nu.

Se også
Verdensnavn klar til København: Eksplosivt show rammer Royal Arena

Syl rammer en hårfin balance mellem gribende følsomhed og brutalt kaos – både live og i studiet.

Det fik publikum på Roskilde Festival at mærke sidste år, da bandet optrådte på Orange Scene med D1ma.

Til efteråret kan du – modsat på Orange Scene, hvor de blot var gæster – opleve en fuld koncert med et band, der allerede har opnået en eksponering, der er ganske sjælden for hardcoregenren i Danmark.

Og forhåbentlig bliver det med ny musik i bagagen. Syls debutplade udkom tilbage i 2022, og den seneste udgivelse, EP’en ‘Afmagt’, har også snart to år på bagen.

Tiden må vise, om der er landet et nyt album til tourstarten, men uanset hvad kan du sikre dig billetter til turnéen allerede nu.