Prinsesse Isabella skaber internationale overskrifter: ‘Skriver royal historie’

Flere udenlandske medier har rettet blikket mod det danske kongehus efter nyheden om Prinsesse Isabellas værnepligt.

Tirsdag meddelte Kongehuset, at Prinsesse Isabella vil aftjene værnepligt ved Gardehusarregimentet i Slagelse efter sin studentereksamen til sommer.

Hun bliver dermed blandt de første, der aftjener den nyligt forlængede værnepligt på 11 måneder.

Det er selvfølgelig en stor historie herhjemme i Danmark, men nyheden har også vakt interesse i udlandet.

Flere medier verden over har nemlig omtalt prinsessens historiske fremtidsplaner.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Prinsesse Isabella går i Kronprins Christians fodspor, når hun aftjener værnepligt ved Gardehusarregimentet i Slagelse. Billedet her er fra marts sidste år, hvor hun besøgte sin storebror under hans værnepligt. Foto: Kongehuset

Udlever farmors drøm

Hidtil har de fleste værnepligtsforløb været på fire måneder.

Med forsvarsforliget for 2024-2033 blev det imidlertid vedtaget af et bredt flertal i Folketinget, at værnepligten skulle udvides til 11 måneder.

Der er dog undtagelser hos Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets Hesteskadron, hvor værnepligten er blevet henholdsvis forlænget til 12 måneder og fastholdt på ni måneder.

I februar begyndte de første værnepligtige på den nye ordning. Og dermed tager Prinsesse Isabella plads blandt de første indryk på den forlængede værnepligt, når hun påbegynder sit forløb til sommer.

Og det har fået journalister verden over til tasterne.

Se også
Royal overraskelse: DR sender nyt program om Kongeparret

I Dronning Marys hjemland Australien skriver 9Honey for eksempel, at prinsessen kommer til at ‘skrive royal historie’.

Det skyldes ikke blot, at hun bliver den første i det danske kongefamilie til at indgå i den nye værnepligtsordning, men måske mere væsentligt også, at hun bliver det første kvindelige kongefamiliemedlem til at aftjene værnepligt.

Dronning Margrethe har tidligere udtalt til DR, at hun gerne ville have aftjent værnepligt. Men da hun fyldte 18 i 1958, var der altså ikke mulighed for dette.

Først i 1962 åbnede den nye ‘Lov om forsvarets personel’ for lønnet ansættelse af kvinder i militæret – primært i specialiserede stillinger inden for de etablerede kvindekorps.

Den såkaldte værneret, der tillod kvinder at melde sig frivilligt til et værnepligtslignende forløb, blev først indført i 1998.

Uden muligheden for frivillig værnepligt meldte Margrethe sig i stedet ind i Kvindeligt Flyverkorps. Her gjorde hun tjeneste i 12 år.

Misser værnepligtsligestilling

Også i USA omtales historien.

People nævner udover den nye ordning også indførelsen af fuld ligestilling i det danske værnepligtssystem.

Indkaldelsen af unge kvinder til Forsvarets Dag blev sidste år fremrykket til 1. juli 2025 og gælder for alle kvinder født efter 1. juli 2007.

Da Prinsesse Isabella er født i april 2007, indgår hun altså ikke i den ligestillede værnepligt. I stedet har hun meldt sig frivilligt under de hidtidige regler om værneret.

Nyheden om prinsessens værnepligt har også ramt medier som Daily Mail i Storbritannien, tyske Gala og det engelsksprogede spanske medie Euro Weekly News.