Optakt: MMA Galla vender tilbage til ikonisk hal

MMA Galla indtager Brøndby Hallen for tredje gang med et fight card, der blandt andet byder på en titelkamp og en længeventet pro-debut.

I marts sidste år meldte MMA Galla for første gang deres ankomst til den ikoniske vestegnsarena Brøndby Hallen.

Det var et markant skridt for den landsdækkende organisation, der indtil da primært havde holdt til i Glostrup Idrætspark, når sigtekornet blev rettet mod Hovedstadsområdet.

Siden vendte Otto Knudsen, Claus Skjoldborg, Nick Barnø og resten af MMA Galla-holdet tilbage til den ikoniske hal i september. Og nu danner Brøndby Hallen igen rammen om en hårdtslående aften, når MMA Galla Vol. 30 løber af stablen.

Som det var tilfældet ved sidste års to besøg i hallen, byder lørdagens event på et stærkt fightcard med en titelkamp og udenlandske udfordringer for flere af landets største talenter – heriblandt en storhypet pro-debutant.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Fouad Sandbeck får sin længeventede pro-debut på aftenens main card. Arkivfoto.

International titelkamp

Senest, da MMA Galla ramte Brøndby Hallen, var der to titelkampe på plakaten.

Lørdag er der ligeledes et bælte på højkant, når spanske Miguel Haro og svenske Martin Corney tørner sammen i aftenens main event.

Haro skulle oprindeligt have mødt den regerende danske MMA Galla-fjervægtsmester Frederik Strauss. Men danskeren pådrog sig desværre en skade og måtte melde afbud.

Der var ellers lagt op til en omkamp mellem de to fightere, da Haro sidste år slog Strauss i en kamp, hvor han dog ikke kunne tage danskerens bælte, da han vejede ind over vægtgrænsen.

Nu får spanieren i stedet muligheden for at tage interim-bæltet og dermed cementere sig selv som den klare førsteudfordrer til Strauss’ fjervægtskrone.

Miguel Haro har erfaring fra store europæiske organisationer som franske Hexagone samt britiske Cage Warriors og Full Contact Contender. I sidstnævnte tabte han en titelkamp mod en ung Paddy Pimblett, der nu er blandt de største stjerner i UFC.

Vejen til MMA Galla-bæltet bliver dog ikke en dans på roser. I det modsatte hjørne står nemlig svenske Martin Corney, der har markeret sig som en af nordens stærkeste fjervægtere.

Han debuterede i MMA Galla i april sidste år, hvor han besejrede franske Josue Ekedi Misseke. Så sent som i februar afsluttede han Dzhaba Murtazaliev halvvejs inde i første runde i den hjemlige FCR.

Vinderen af lørdagens main event møder Frederik Strauss, når han vender tilbage fra sin skade. Den danske titelholder forventes at være til stede i Brøndby Hallen og står klar til et face-off med den kommende modstander.

Kvindelig kriger leder korpset af danske talenter

I aftenens co-main event står 22-årige Mathilde Tegllund over for sin anden professionelle kamp.

Hun har i den grad markeret sig som et af de største danske talenter – uanset køn og vægtklasse – efter en ubesejret karriere som amatør og sidste års pro-debut, hvor hun slog franske Ludmila Scurco.

Tegllund har også gjort sig bemærket uden for MMA’ens verden med sin deltagelse i TV 2-programmet ‘Korpset’.

Lørdag står hun over for en spansk modstander i form af Paula Sanchez.

Se også
Riemer har fået nok: “Ingen gider at glo på det!”

Patrick Sandager står ligeledes over for sin anden professionelle modstander, tyske Djamalay Bersanukaev.

Aalborg-knægten pro-debuterede i september, da MMA Galla senest besøgte Brøndby Hallen – det kan du læse mere om her.

Oskar Lang var ligeledes i aktion ved MMA Galla Vol. 26. Lørdag skal han forsøge at forlænge sin sejrsstime til tre kampe i streg, når han møder norske Frederick Høifødt.

Længeventet pro-debut

Stortalentet – og vinderens af sidste års ‘Finish of the Year’ i KO/TKO-kategorien – Fouad Sandbeck kæmpede som amatør ved eventet i september.

Nu vender han tilbage til Brøndby Hallen og debuterer samtidig som professionel.

Sandbeck skulle have mødt franske Kevin Azouz, men han meldte altså fra til kampen få uger inden eventet.

MMA Galla stod derfor med en svær opgave, da de skulle finde en ny modstander med kort varsel.

I sidste ende lykkedes det dog at få en aftale på plads med den erfarne – men ganske upåagtede – ukrainer Alexander Krupenkin.

Alt efter om du spørger Tapology eller henviser til MMA Gallas officielle fight card, har Krupenkin enten 45 eller 48 kampe på cv’et.

Det lyder jo sådan set imponerende – især når én af de modstandere er den ubesejrede UFC-stjerne Movsar Evloev.

Når man kigger ned over resultatlisten, ser det dog pludselig noget mindre prangende ud.

Ukraineren er nemlig noteret for henholdsvis 38 og 40 nederlag alt efter kilden.

Det ligner derfor en let start på Sandbecks pro-karriere – men i MMA’ens verden skal man som bekendt aldrig sige aldrig.

Se også
Hvidt eventyrland i Brøndby Hallen: Se billeder fra kæmpe festaften

Dansk amatør jagter pro-kontrakt

Main cardet rundes ud af et internationalt opgør mellem franske Guilhem Vles og den svenske pro-debutant August Jacobsson.

Svenskeren vandt sidste års ‘Victory Tournament’-finale i Brøndby Hallen mod danske Sigurd Rømer.

Rømer er ligeledes i aktion igen lørdag, hvor han møder en anden svensker, Josef Berggren.

MMA Gallas promoter og medejer Nick Barnø fortæller til Presse-fotos.dk, at det kan blive danskerens sidste amatør-kamp, hvis det lykkes ham at slå den svenske modstander.

Prelim-kortet byder desuden på yderligere tre udenlandske modstandere for de danske amatør-figthere Oskar Vind, Mikkel Milandt Jensen og Marcus Børger.

Du kan fortsat nå at sikre dig billet til et brag af en aften i Brøndby Hallen her.

Alternativt kan du fange eventet hjemme fra sofaen på DirekteSport.