Det er en række vidt forskellige personligheder, der indtager Heartland til sommer som en del af Talks-programmet.
Den fynske festival Heartland har siden starten i 2016 haft et særligt delt fokus på musik, kunst, talks og kulinariske oplevelser.
I sidste uge kunne arrangørerne løfte sløret for det fulde musikprogram på hovedscenerne, og nu er blikket rettet mod Talks-programmet.
Torsdag kan Heartland nemlig præsentere hele 12 forskellige samtaler med et varieret felt af deltagere.
Blandt dem er en af Danmarks mest legendariske skuespillere Ghita Nørby og den kontroversielle influencer, tv-vært og forfatter Katherine Diez.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Om alt mellem himmel og jord
De 12 samtaler, der kickstarter annonceringen af årets Talks-program på Heartland, tackler en lang række forskellige emner.
“Som altid forsøger vi at være den linse, som reflekterer og samler verdens store samtaler i ét brændpunkt – kunstig intelligens, klima, krig, neurodivergens, kærlighed, identitet, feminisme, åndelighed, dannelse, sorg, reality-tv og meget andet – ligesom vi også stræber efter at være stedet, hvor store personligheder folder sig ud i intime samtaler tæt på – og med – publikum,” udtaler Kristoffer Zøllner, kurator for Heartlands Talks-program, i en pressemeddelelse.
Ghita Nørby skal blandt andet dreje og vende temaerne danskhed, dannelse og ‘åndelig oprustning’ i selskab med den tidligere toppolitiker Bertel Haarder.
For Katherine Diez’ vedkommende falder snakken på ‘kærlighed på tv’.
Diez, der debuterede som tv-vært på ‘Villa of Broken Hearts’, taler med Morten Mortensen og Eva Lilja – kendt fra henholdsvis ‘Gift ved første blik’ og ‘Bachelor’ – om den store folkelige interesse for diverse datingprogrammer på tv.
Skuespillerne Paprika Steen og Lars Brygmann har flere gange spillet ægtepar og kærester i film, tv-serier og teaterforestillinger.
På Heartland åbner de op om deres mangeårige samarbejde foran kameraet og venskabet bag det.
Forfatter Naja Marie Aidt og sanger, sangskriver og musiker Søren Huss har begge oplevet at miste nogle af de allervigtigste mennesker i deres liv på tragisk vis.
Som en del af Talks-programmet taler de om, hvordan man kæmper sig op af sorgens dybe hul og lærer at (over)leve med det værst tænkelige.
Og så får Heartland også fint besøg af den amerikanske multikunstner Miranda July.
Se hele det foreløbige Talks-program, der også byder på to ‘Performed Talks’, herunder. På Heartlands hjemmeside kan du læse mere om de forskellige samtaler.
Talks-programmet på Heartland 2026
Miranda July og Marie Høst (moderator): ‘Kunsten at være Miranda July’
Sara Stridsberg og Emma Holten: ‘Om hvad der har formet os’
Åsne Seierstad og Isabel Bramsen: ‘Om hvad krig gør ved mennesker – og ved vores sprog’
Naja Marie Aidt og Søren Huss: ‘Om at overleve – og leve med – det værst tænkelige’
Paprika Steen og Lars Brygmann: ‘Om venskab, humor og kærlighed – og had – på film’
Ghita Nørby og Bertel Haarder: ‘Om danskhed, dannelse – og ”åndelig oprustning”’
Lærke Kløvedal (vært) og Matilde Kimer (gæst): ‘Det sidste måltid’
Katherine Diez, Morten Mortensen og Eva Lilja: ‘Om kærlighed på tv’
Eva Marie Rødbro og Simona Vencka Tayanna: ‘At blive set på udefra – og tage ordet selv’
Henrik Moltke og Marcel Mirzaei-Fard: ‘Om den kunstige intelligens’ muligheder og faldgruber’
Performed Talks:
Karen-Lise Mynster, Bodil Skovgaard Nielsen og Liv Helm: ‘Om Annie Ernaux’ ‘Årene’’
Henrik Vibskov og Mikkel Hess: ‘Apollonian Circles Drum Duo’
